Der er lagt op til romantiske aftener i Tivoli, når der bliver vist film på Plænen hver søndag i juli. Foto: A Star is Born: Warner Bros Pictures

Elsker 😍

Under åben himmel: Tivoli viser film på Plænen sommeren over

Filmvisninger: Tag din kæreste, din ven eller din familie med ud i de hede sommeraftener og ind i Tivoli, når der bliver vist romantiske film under åben himmel på Plænen. Alle søndage i juli byder Tivoli på filmvisninger, og du er velkommen til at medbringe din egen madkurv. Det er både gamle klassikere og nye film, som Tivoli viser. Programmet ser sådan her ud:

7. juli kl. 20-22: ’Crazy Rich Asians’

14. juli kl. 20-22: ’A Star Is Born’

21. juli kl. 20-22: ’Mamma Mia! Here We Go Again’

28. juli kl. 20-22: ’Bridget Jones’ Dagbog’

Danmarkspremiere

Den første film, der bliver vist 7. juli, er ’Crazy Rich Asians’, som samtidig får danmarkspremiere på Plænen. Den romantiske komedie handler om den amerikanske Rachel, der skal med sin kæreste Nick til Singapore for at besøge hans familie. Ikke bare en hvilken som helst familie, men én af de rigeste familier i Singapore. Og de er ikke så nemme at imponere. Filmen er fra 2018.

Oscarvinder, ABBA og Bridget Jones

Søndagen efter – 14. juli – bliver den Oscar-vindende film ’A Star is Born’ vist på Plænen. Lady Gaga og Bradley Cooper spiller hovedrollerne i den musikalske dramafilm, der oprindeligt er fra 1937, men som er blevet genindspillet tre gange. Alkoholiserede Jack møder sangerinden Ally, og der blomstrer hen ad vejen en stor kærlighed mellem de to mennesker.

Søndag 21. juli er det ’Mamma Mia!’, der ryger op på storskærmen. Musicalfilmen med den græske natur som kulisse har både Meryl Streep og Pierce Brosnan i hovedrollerne. Filmen er skrevet over ABBAs musik. Sidst men ikke mindst vises klassikeren ’Bridget Jones’ Dagbog’ søndag 28. juli. De fleste kender nok plottet. Bridget Jones forsøger at finde manden i sit liv, og det går ikke ligefrem stille for sig.

Programdirektøren fra CPH PIX, Niels Lind Larsen, mener, at Tivoli er et helt særlig sted at se film og må opleves:

»Tivoli er jo en helt enestående, smuk ramme at vise film i. En Have af glæde og underholdning, musik og romantik, og alt det reflekteres i årets fire film på Plænen,« fortæller han i en pressemeddelelse.

nmb

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Avatar

Om journalisten NMB

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

En årlig besøgsdag: Mindehøjen åbner 4. juli

Stig reddede mand i kramper på motorvejen