Ali Bellaoui er togfører og har ofte set tricktyve. Sidste år greb han fat i én af dem og det gav ham en dusør og et diplom fra politiet. Her ses han med politidirekør Anne Tønnes. Foto: Københavns Politi

Elsker 😍 Like 👍

Ali holdt tyven fast i nakken – nu har han fået politiets dusør

Ali Bellaoui, 55 år, er togfører i DSB og bor i Katrinedalskvarteret med sin kone og tre børn. Sidste år greb han en tricktyv i nakken og nu har han fået politiets dusør for sin helte-agtige indsats.

Det var en mild septemberdag med temperaturer på omkring 15 grader og en svag vind. Ikke en dråbe regn var faldet hele dagen. Ali Bellaoui havde kørt kystbanetoget fra Nivå og på Hovedebanegården skulle han klokken 18.33 aflevere tognøglerne til en kollega, da Ali Bellaoui skulle holde pause. Men den erfarne togfører spottede tre personer, som han genkendte fra en tidligere sag om tricktyveri. De opførte sig mærkeligt og mistænksomt , syntes Ali Bellaoui. Han lod pause være pause og tøvede ikke et øjeblik med at gribe fat i nakken på én af de tre personer og førte ham fra perronen til politistationen på Hovedbanegården.

Politiet genkendte

Politiet genkendte straks den formodede tricktyv fra en tidligere sag om netop tricktyveri, men de kunne på grund af manglende beviser ikke opretholde sigtelsen, og han blev løsladt dagen efter.

Ikke desto mindre udløste Ali Bellaouis handling en dusør fra Københavns Politi, som han modtog onsdag denne uge.

»Det er jeg meget stolt over, og jeg synes, at det er dejligt, at det bliver anerkendt, at man gør noget,« siger Ali Bellaoui til Vanløse Bladet.

Dygtige tricktyve

Ali Bellaoui har gennem sin 14 år lange karriere som togfører ved DSB observeret, hvordan trictyve arbejder, og han griber gerne fat i andre, hvis han opdager det.

»De er utroligt dygtige. Jeg har set, hvordan de arbejder på Nørreport og Vesterport og Hovedbanegården. De aflurer koden, hvis du står og køber noget, og så sender de besked med koden videre til andre i deres gruppe, der sidder ved metroen eller andre steder, hvor man går hen. Det er virkelig dygtigt, og jeg synes, at det er forfærdeligt, så jeg vil gerne være med til at stoppe det,« siger Ali Bellaoui.

Ikke finde sig i det

Han bor med sin kone og tre børn næsten lige over for Kronen og i den gamle Føtex har han også pågrebet flere langfingrede personer.

»Mine børn siger, at jeg skal passe på mig selv, og min kone kan blive næsten helt hysterisk, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi griber ind, og vi skal ikke finde os i det som samfund,« siger Ali Bellaoui.

 

Københavns Politi afholder typisk fem-seks dusøroverrækkelser om året (ca. 100 personer indstilles). Modtagerne får et diplom, et krus med tak for samarbejdet og en dusør på 1.000 kroner. Det er politidirektør Anne Tønnes, der har stået for overrækkelsen.

Den overordnede begrundelse for at blive indstillet er, at man har handlet resolut og modigt eller har bistået til opklaringen af en forbrydelse.

Ved onsdagens arrangement var der inviteret ni dusørmodtagere.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Habitbukser: Både til hverdag og til fest 

Sydhavnshelt: Instinktet tog over, da Michael reddede en mand fra døden