Vejleder Bo Hørslev overrækker Namam Hassan en æske flødeboller, fordi hun har klaret HTX uden fravær. Foto: Benedicte Lorenzen

Studentertid: Når nullet er en sejr i sig selv

FRAVÆR. Tirsdag kunne Namam Hassan modtage sin studenterhue med et flot 12-tal i sidste fag. Ligeså imponerende er det dog at se på hendes fraværsprocent, den er nemlig 0 efter tre år på Sukkertoppen Gymnasium uden en sygedag.

SKOLEGLÆDE: Lyset stråler ud af de kvikke brune øjne, da Namam Hassan kommer ned fra første sal i en af de mindre bygninger på Next Sukkertoppen Gymnasium i Valby. På hovedet sidder den velfortjente studenterhue, som hun netop har kæmpet sig til. Og det med bravour. Som det er traditionen, skriver man nemlig sin sidste karakter i midten af huen, og for Namam Hassan skal der stå 12.

Fraværet er lige med nul

Det er dog et helt andet tal denne historie skal handle om. Nede i skolegården venter nemlig skolens ledende vejleder Bo Hørslev med en bakke flødeboller i hånden. Dem vender vi tilbage til. Namam Hassan fortæller:

»Jeg havde nul procents fravær i 1.g, og det havde mine klassekammerater ret meget hype over, fordi de syntes, det var sejt, at det overhovedet var muligt ikke at have noget fravær. Det fortsatte 2.g, hvor jeg heller ikke havde fravær: Da vi så havde gallafest i 2.g talte om, at man ville få en pris, hvis man gik igennem gymnasiet uden fravær. Vi tog fat i vores vejleder Bo og sagde, at vi havde hørt om den her pris, men han fortalte, at den var fjernet igen,« siger hun og fortsætter:

» Han syntes, det var ret sejt at jeg havde 0 procents fravær, men han troede ikke på, at jeg ville kunne holde det hele vejen. Vi lavede et væddemål, der gik ud på, at hvis jeg fortsatte med at have 0 procents fravær gennem hele gymnasiet, så ville han godt give mig en pris.«

Prisen for at vinde væddemålet blev en flødebolle, og så glemte Bo Hørslev ellers alt om det:

»Jeg kom faktisk først i tanke om væddemålet for 14 dage siden, da Namam kom hen og sagde, at nu måtte jeg ikke glemme, at jeg skyldte hende en flødebolle, for hun havde ikke haft en eneste fraværsdag i gymnasiet. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde troet, det var muligt,« fortæller vejlederen.

Skolen er en oplevelse

Selv var Namam Hassan dog aldrig i tvivl om, at hun ville lykkes med at komme i skole hver dag. Der var nemlig flere grunde til at dukke op end bare at vinde et væddemål:

»Jeg bliver næsten aldrig syg, jeg havde dog nogle sygedage i 2.g, som heldigvis faldt i efterårsferien, så der var jeg ret heldig. Der har dog været tider, hvor jeg ikke magtede at gå i skole, sådan er det jo at være student, men jeg valgte altid at tage i skole alligevel, fordi jeg synes, det er en oplevelse i sig selv at tage i skole,« forklarer Namam Hassen og fortæller med begejstring om den sociale klasse, hun har været en del af i sin tid gennem HTX-linjen på Next Sukkertoppen Gymnasium.

Efter en lang og velfortjent sommerferie håber Namam Hassan at komme til at læse biologi og kemi på Københavns Universitet, hun vil nemlig gerne en dag arbejde inden for medicinalindustrien.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Michael Vindfeldts første gerning, hvis han bliver borgmester: »Afskaf to timers gratis parkering«

Langebro fylder 65 i dag: Kig indenfor