Jan E. Jørgensen (V) kommenterer her på forslaget om at indsnævre Royal Run til udelukkende at finde sted på Frederiksberg Allé. Arkivfoto: Michael Paldan.

DEBAT: Forslag om indsnævring af Royal Run er umuligt

…Debat

Jan E. Jørgensen

Formand for By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune

TRÆNGSEL: En læser af Frederiksberg Bladet har foreslået at indsnævre ruten for Royal Run til kun at omfatte Frederiksberg Allé, så der kan skabes passage på hele Gammel Kongevej. Jeg har fuld forståelse for de gener, som afspærringerne medfører for dem, der bor i området.

Når det er sagt, er Frederiksberg Kommune en attraktiv by at holde arrangementer i. Særligt er området omkring Frederiksberg Allé populært på grund af de smukke omgivelser. Samtidig understøtter aktiviteter som Royal Run Frederiksberg-strategiens mål om at være en attraktiv destination i hovedstaden. Dette mål kan opfyldes blandt andet ved at udvikle og øge udbuddet af byens kultur- og oplevelsestilbud til glæde for byens borgere, besøgende og turister.

Den tidsmæssige udstrækning af vejspærringer ved arrangementer skal begrænses mest muligt. Vejene blev ved dette års arrangement således først afspærret henholdsvis kl. 15.00 og kl. 16.30 – og åbnet igen kl. 22.00. Samtidig blev trafikken løbende genåbnet, da løberne var væk fra de respektive gader. Brandbiler, ambulancer og politibiler vil i øvrigt altid kunne komme ind i området.

Før Royal Run er der blevet informeret rigtig meget om arrangementet i de lokale medier, pr. sms og via Frederiksberg Kommunes digitale nyhedskanaler, herunder om de trafikale konsekvenser, så man som berørt borger har kunnet indrette sig bedst muligt.

Forslaget om at indsnævre ruten til alene at omfatte Frederiksberg Allé kan slet ikke lade sig gøre i forbindelse med et løb af denne størrelse – af sikkerhedsmæssige grunde. Jeg er personligt rigtig glad for, at Frederiksberg har været en central del af Royal Run.

Løbet støtter Frederiksbergs rolle som en festlig kultur- og oplevelsesdestination – og den nye tradition videreføres forhåbentligt og højst sandsynligt i de kommende år. Det ændrer dog ikke ved, at jeg kan forstå, at afspærringerne er irriterende, så længe det står på.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Grønne organisationer vil have stor naturpark i Nordhavn

Føtex er færdig: Renovering af center er gennemført