»Der har været et dårligt samarbejde«

Byggechef. Mange ting er gået galt i byggeriet af Kulturcenter Kildevæld.

DÅRLIGT KLIMA: Det er den kommunale enhed Byggeri København, som er bygherre på Kulturcenter Kildevæld.

Tilbage i januar blev totalrådgiveren afsat af kommunen.

»Der har været et dårligt samarbejde mellem entreprenør og totalrådgiver. I den snitflade har det desværre fået lov at ske,« siger Kasper Graa Wulff, byggechef i Byggeri København.

– Men I er som kommune bygherre. Burde I ikke have været opmærksomme på det?

»Vi skal naturligvis kigge indad, når det først er opdaget så sent,« erkender han og supplerer:

»Det er totalrådgiverens ansvar at føre fagtilsyn med byggeriet. Men trods tilsyn kan vi desværre konstatere nogle alvorlige fejl.«

LÆS OGSÅ: Skandalebyggeri: Kulturcenter udskudt i op til halvandet år kort tid inden åbning

Skal have styring

Nu skal en ’Syn og skøn’-afgørelse fastlægge, om fejlen ligger i projekteringen eller hos entreprenøren. Det skal eventuelt afgøres ved en voldgiftssag.

»En voldgiftsag kan godt køre parallelt med, at byggeriet færdiggøres.«

Østerbro Avis har tidligere beskrevet, hvordan renoveringen af såvel Skolen På Strandboulevarden og især Langelinieskolen er blevet udsat i årevis.

For omkring to år siden forklarede Kasper Graa Wulffs forgænger som byggechef i Byggechef København, Rasmus Brandt Lassen, at langvarige og forsinkede byggesager bør kunne undgås i fremtiden, da kommunen skulle følge byggeri meget tættere end tidligere. Det skulle netop ske gennem Byggeri København.

Alligevel er det gået galt med kulturcentret, fordi det alligevel ikke er trådt helt igennem endnu.

»Dette projekt er påbegyndt før vores nye udbudsstrategi blev implementeret. Det er mit håb, at vi undgår sådan nogle sager i fremtiden,« siger Kasper Graa Wulff.

Opdaget i tide

Midt i mismodet glæder han sig dog over, at det blev opdaget, inden byggeriet var færdigt.

»På den ene side er det rigtig ærgerligt, på den anden side er det rigtig godt, at vi nåede at opdage det, inden bygningen stod klar. Vi havde nok skulle lukke kulturcentret, efter det var åbnet, hvis det var blevet angrebet af skimmelsvamp,« siger han.

Skolen fortsætter

Kulturcentret opføres parralelt med renoveringen af Kildevældsskolen, men ifølge Kasper Graa Wulff har det ikke umiddelbart konsekvenser for skolen.

»Det vi får lavet ’syn og skøn’ på, er kulturcentret og ikke Kildevældsskolen. Jeg kan ikke garantere, at det ikke kan få indflydelse på skolerenoveringen, men det arbejde er ikke gået i stå,« lyder det fra ham.

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Føtex er færdig: Renovering af center er gennemført

Master Fatman-venner holder støttekoncert for familien