Københavns Håndboldklub er i fremgang, men mange børn og unge som ønsker at dyrke sporten på Østerbro, må stå på venteliste. Specielt savner klubben træningstider her i Rypark-Hallen. Foto: Martin Sørensen

Et stort paradoks: Flere håndboldspillere – færre træningstimer

Københavns Håndboldklub har oplevet stor medlemsfremgang de senere år. Til stor frustration for klubben er de blevet tildelt færre haltimer den kommende sæson, hvilket betyder, at flere børn må stå på venteliste.

Sporten kort: Det er egentlig en succes.

Københavns Håndboldklub på Østerbro har mere end fordoblet medlemstallet de seneste år – fra 160 til 320.

Det er blandt andet sket gennem initiativet »Håndbolden tilbage til København«, der havde som formål at få flere børn i hovedstaden til at dyrke denne sportsgren, et projekt som Københavns Kommune var involveret i.

Hollandsk lotteri

Alligevel oplever klubben, at den til den kommende sæson har fået færre timer til træning i hallerne på Østerbro.

De ærgrer sig særligt over, at timerne i Rypark-Hallen er skåret ned til fire, da denne hal har de rigtige mål for en håndboldbane, og ungdomsspillerne dermed kan træne på et optimalt niveau der i forhold til Svanemøllehallen.

»Hvis man skal være lidt med, når man bliver 13-15 år, så skal man gerne ud på en ordentlig bane,« siger Tina Brønd Rasmussen og tilføjer:

»Det gør det umuligt for os som klub at vokse, og vi må sætte børn og unge på venteliste. Det virker mærkeligt, når Københavns Kommune har været med til at få ungdommen til at spille håndbold igen.«

Hun har forståelse for, at andre foreninger også skal bruges hallerne.

»Ja, der skal være plads til alle, men det undrer os, at vi skal have færre timer,« siger hun og nævner, at kommunen ellers har som rettesnor, at børn og unge skal tilgodeses i tildeling af timer.

Klubben har regnet ud, at der er et behov for 60 træningstimer for børn og unge, og de er tildelt 29.

»Det virker som et hollandsk lotteri, der er tildelt træningstider efter,« konstaterer hun.

Et generelt problem

Sagen var på dagsorden på kultur- og fritidsudvalgsmødet i sidste uge. Den ansvarlige borgmester ærgrer sig over situationen.

»Jeg glæder mig over, der er sådan en fremgang for håndbold. Og det er paradoksalt og kritisabelt, at der ikke er nok tider i hallerne at træne i,« siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Alt).

Hun konstaterer, at det er et generelt problem, at der mangler haltider for idrætsklubber og andre foreninger.

Franciska Rosenkilde nævner, at kommunen prøver at tænke kreativt og udnytte medborgerhuse og skoler til formålene og få bygget haller ved skoler, men at både pladsen og de statslige rammer begrænser, hvor meget København kan bygge.

Lige netop på Østerbro er der de seneste par år opstået et par nye haller i tilknytning til skoler: Lundehushallen og hallen ved Skolen på Strandboulevarden. Dermed skulle man tro, at der var mere plads til foreningslivet.

»Begge to er ikke-harpiks-haller,« siger hun mener dermed, at der ikke kan spilles håndbold.

– Men kunne nogle af de foreninger, som ikke spiller håndbold, så ikke benytte dem i stedet for Svanemøllehallen og Rypark-Hallen?

»Jo, men det er det, vi allerede gør. De foreninger, der ikke spiller håndbold, benytter i forvejen Lundehusskolen og Skolen på Strandboulevarden. De indgår fuldt ud i bookingsystemet i forvejen,« lyder det fra borgmesteren.

Franciska Rosenkilde vil dog ikke afvise, at tingene kan gøres anderledes, når der tildeles haltider. Det vil kommunen evaluere. Men tildelingen af tider til efterårssæsonen ligger fast.

»Men der er da helt sikkert noget, vi kan gøre, men det er et kæmpe logistisk arbejde, men vi skal prøve at gå ned i detaljer, og vi prøver hele tiden at gøre det så godt som muligt. Vi lytter til det, der bliver sagt. Men de tider, der er givet nu, er fastlagt,« siger hun.

Til kultur- og fritidsvalgsudvalget møde i sidste uge havde politikere fra Socialdemokratiet og de radikale rejst sagen om bookning af foreningstider til den kommende sæson i kultur- og fritidsudvalget på baggrund af henvendelsen fra Københavns Håndboldklub.

Venstre fik ført til protokols, at partiet mener, at brede folkelige sportsgrene som håndbold og fodbold skal tilgodeses, og klubber inden for de områder skal sikres ikke at miste træningstid, hvis de har medlemsfremgang.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

»Jeg involverer mig, fordi jeg elsker fællesskaber«

Youtubere spiller på VEGA