Kastrup Boldklub tabte 3-0 til Taastrup og rykker ned i Københavnsserien. Foto: Christian M. Olsen

Kastrup rykker ud af Danmarksserien: »Vi har fået alle chancer«

FODBOLD: Kastrup Boldklub rykker ud af Danmarksserien. I søndagens nedrykningskamp tabte Kastrup 3-0 til Taastrup FC, og holdet må dermed en tur ned i Københavnsserien.

Kastrup var ellers tidligere på sæsonen dømt til nedrykning, men fik en ekstra livline, da TFC Odsherred valgte at trække deres hold fra Danmarksserien. Derfor skulle Kastrup ud i en knald-eller-fald-kamp om at undgå nedrykning. Den blev spillet søndag på neutral bane i Glostrup.

Kastrup åbnede kampen optimistisk og allerede efter tre minutter fik Lasse Linnemann Johansson en stor chance for at bringe sit hold foran, men bolden gik forbi mål.

Også Tobias Hansen og Adam Fogt havde muligheder i den første halve time, hvor Kastrup var bedst. Men i første halvlegs sidste fem minutter gik det galt. Taastrup scorede to gange og havde et perfekt udgangspunkt til anden halvleg.

Kim Have åbnede de sidste 45 minutter med et godt langskud, som Taastrup-keeperen reddede på spektakulær vis. Og kort efter følte Kastrup-spillerne sig snydt for et straffespark for hands i feltet, men det blev ikke dømt. To situationer, som for alvor kunne have sendt Kastrup tilbage i kampen.

Men kræfterne og troen på et comeback slap op, og ti minutter før tid lukkede Taastrup kampen med en scoring til 3-0.

Et niveau under Taastrup

Det var en skuffet, men afklaret anfører for Kastrup, Kim Have, Amager Bladet fangede efter kampen:

»Vi er desværre et niveau under Taastrup i dag. Det er ærgerligt, men det må vi også bare erkende,« sagde anføreren.

Nedrykningen kommer efter en forårssæson, hvor Kastrup tabte ti kampe i træk.

»Vi har ikke rigtig fundet rytmen overhovedet» her i foråret, og vi har så også haft et trænerskifte undervejs. Vi kan ikke sige så meget til, at vi rent faktisk rykker ned. Vi har fået alle de chancer, vi kunne få,« siger Kim Have.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Nu bliver Allégade også en app med digitale gåture

OPDATERET: Jessie er dukket op og vendt retur til sit plejecenter