Stifter af How to do fashion Nanna Martinussen (th) vil have, at kvinder går klædt i tøj, der passer til dem. Selv er hun en størrelse med 44, men fordi hun klæder sig rigtigt, ser hun mindre ud. Maria Hekla Larsen begyndte som kursist, men er nu ansat som underviser. Foto: Anja Berth

Elsker 😍 Like 👍

Lokale designere laver kropsrevolution med nål og tråd

Kvinderne bag syværkstedet How to do fashion vil revolutionære kropsidealet og give kvinder troen på, at der ikke findes forkerte kroppe, men forkerte klæder

Maria Hekla Nielsen har ikke tal på, hvor mange stramme nederdele hun har prøvet uden at føle sig for tyk og forkert. Hun er 42 år og en kvinde med flotte kvindelige former, brede hofter, en smal talje og en fast barm, og hun passer ikke ind i modebutikkernes mål. Efter at have prøvet ’alle pencil-skirts i verden’ opgav hun tanken om nogensinde at krybe i en stram kontornederdel. Indtil hun for to år siden begyndte som kursist hos syværkstedet How to do fashion på Skjulhøj Allé.

Hun kunne ikke tråde en symaskine, men stifter af syværkstedet ’How to do Fashion’, Nanna Martinussen, der er uddannet skrædder og konstruktør lærte hende hurtigt at sy. De øvrige kursister mente enstemmigt, at Maria Hekla Nielsen som det første skulle sy en pencilskirt. Aldrig i livet, mente Maria, men til sidst gav hun op og lod dem få ret og gik i gang med at sy en ålestram nederdel.

»Jeg tænkte bare, hvis jeg laver den, så kan de jo se, at det er helt til hest,« fortæller Maria Hekla Nielsen.

Men da nederdelen var færdigsyet, og hun så sit eget spejlbillede, troede hun næsten ikke på det. ’Er det min krop? Og hvad fanden er det for en nederdel’, udbrød hun, da hun i stedet for en kasset figur så en smuk kvinde med slank talje og flotte svajende hofter.

Det er det, det hele handler om i How to do Fashion.

At få kvinder til at føle sig godt tilpas i deres egen krop ved at sy tøj, der er skabt til dem.

Kvinder føler sig forkerte

Stifteren Nanna Martinussen har selv en fortid i modebranchen og har som skrædder og konstruktør arbejdet for nogle af de danske modehuse. For fem år siden begyndte hun i fritiden at skrive bloggen ’How to do fashion’, hvor hun fokuserede på at der ikke findes nogen forkert krop, kun forkerte klæder. Samtidig underviste hun, og for to år siden fik den nu 37-årige skrædder mulighed for at leje et lokale på Skjulhøj Alle, hvor der er i dag er syværksted med kurser og workshops.

Formålet er at kvinder skal føle sig tilpas i deres kroppe.

»Kvinder skal føle sig tilpas i deres krop. I modebranchen arbejder man altid ud fra, at det er kvinden, der skal passe ned i et obskurt ideal, og man står og tilretter tøj på modeller mellem 18 og 22, hvor alting sidder rigtigt. Men når vi kvinder så prøver det, føler vi os forkerte, fordi vi har for korte ben eller er tykke, og så tænker kvinder, at det er dem, der er noget galt med, og det er nok også er fordi, de har spist en hvedebolle. Den vil jeg gerne bryde med. Det er tøjet, der skal passe til kvinden – ikke kvinden, der skal tilpasse sig tøjet,« siger Nanna Martinussen.

Da hun for to år siden havde de første syhold, opdagede hun hurtigt en stigende interessen og hun fik flere ansatte.

En af dem er Maria Hekla Nielsen, der begyndte som kursist, men nu er ansat i flexjob som underviser. For hende er værkstedet en pause og et frirum for kvinder, der både gerne vil lære at sy lækkert tøj til dem selv, men også vil have et fællesskab.

»Når vi er sammen her og skaber noget sammen, forsvinder mange af de bekymringer. Det er mindfullness med perler og palietter,« siger Maria Hekla Nielsen.

Bakker hinanden op

Hun køber ikke sætningen ’kvinde er kvinde værst’.

»Det er det værste vås. Her oplever vi, at alle bakker hinanden op og fremhæver alt det positive,« siger Maria Hekla Nielsen, der personligt har flyttet sig meget siden hun begyndte i How to do fashion. Hun døjer med rygskavanker og angst, og da hun begyndte fik hun koldsved, hvis hun skulle fotograferes. Nu er hun firmaets husmodel og har lært at sy så meget og godt, at hun udelukkende går i hjemmesyet tøj. Tøj, der fremhæver hendes flotte former og får hende til at ligne en million.

Mange af de kvinder, der deltager på kurserne, kommer med lavt selvværd især over en krop, der ikke er, som de gerne vil have.

»Når kvinder begynder her, er de en stor undskyld for dem selv: ’Jeg kan ikke sy, og min krop er lidt mærkelig, og jeg er også lidt for tyk.’ Når de så går i gang, er det næsten helt magisk, hvad der sker med en kvinde der går fra at være næsten selvudslettende til at være positive og fremhæve de gode ting ved kroppen. Det er det, vi har fokus på. At fremhæve det, vi godt kan lide,« siger Nanna Martinussen.

Der er stadig plads på sommerholdene. Læs mere på howtodofashion.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hundredvis af cirkler fylder Rundetaarn

Ugens Nørrebrotype: mød lysdesigneren Jakob