Borgerrepræsentationen i København har netop vedtaget nye regler for, hvor mange el-løbehjul der må udlejes i byen. Arkivfoto: Martin Sørensen.

Like 👍

Nye regler skal begrænse antallet af el-løbehjul i byen

LØBEHJUL. Borgerrepræsentationen i København vedtog torsdag nye regler for, hvor mange udlejningskøretøjer herunder el-løbehjul der må være i de forskellige bydele. Vi giver fortovet tilbage til borgerne, siger stedfortrædende borgmester.

TRANSPORT: De københavnske løbehjul har været til stor debat, siden de gjorde deres indtog i byen i januar måned, og kritikken har blandt andet gået, at løbehjulene ganske enkelt ligger og flyder i gaderne til stor irritation for fodgængere og cyklister.

Men nu forsøger Københavns Kommune at komme problemet til livs, og med stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) i spidsen har Borgerrepræsentationen således sat en begrænsning for, hvor mange løbehjul der må opstilles og udlejes i København. De nye regler er som udgangspunkt en etårig forsøgsordning.

»København er en by i vækst, hvor vi bliver flere og flere, der skal deles om pladsen. Med løbehjulenes indtog så vi pludselig en række selskaber, der uden hensyntagen opbrugte den begrænsede plads, vi har til fodgængere, cykelparkering og lignende. Det er helt uacceptabelt, og derfor har vi nu indført nogle retningslinjer, der sætter løbehjulene i system, så vi kan få fortovene tilbage fra selskaberne til københavnerne,« udtaler stedfortrædende teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL).

Loft over løbehjul

Konkret betyder retningslinjerne, at der fremover kun må opstilles 200 udlejningscykler og 200 udlejningsløbehjul i Middelalderbyen, ved de store stationer og på strøggader som Vesterbrogade og Østerbrogade.

For resten af byen indfører Borgerrepræsentationen et loft på 3000 for henholdsvis cykler og løbehjul. Her bliver det således leverandørernes ansvar, at de forskellige køretøjer kun udlejes fra de områder, kommunen har givet tilladelse til.

»Tager man til andre storbyer rundt om i verden, kan man hurtigt se konsekvensen af manglende retningslinjer for udlejning. I København begynder vi også at se det, men nu forsøger vi at begrænse skaden med et nyt regelsæt. Men det er stadig ikke en optimal løsning, og derfor håber jeg, at et nyt folketing kan skabe et bedre lovgrundlag for regulering af de her nye transportformer,« siger Karina Vestergård Madsen.

Med de nye regler kan leverandører af udlejningscykler- og løbehjul desuden søge om etårige tilladelser til at opstille deres køretøjer forskellige steder, og i første kvartal af 2020 vil Borgerrepræsentation evaluere reglerne.

Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser desuden, at den nye ordning forventes at træde i kraft, efter forslaget er blevet behandlet i Borgerrepræsentationen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Avatar

Om journalisten NMB

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

Næsager: Derfor sender jeg skorstenen videre

Når forlaget siger nej: »Jeg har udgivet min egen digtsamling«