FOTO: KØBEHAVNS LUFTHAVN

Like 👍

Hvornår skal du afsted? Her er lufthavnens fem travleste rejsedage

SOMMERREJSER. Københavns Lufthavn forventer denne sommer 37 dage med flere end 100.000 rejsende og opfordrer passagererne til forberedelse, tålmodighed og godt humør.

KASTRUP: Sidste år blev 25. juni den travleste rejsedag i Københavns Lufthavn med 109.399 rejsende.

Men i år kommer antallet af passagerer på én enkelt dag endnu højere op, fortæller Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.

Den allertravleste dag ser ud til at falde tirsdag 16. juli – her er lufthavnens tal for de fem mest travle sommerdage:

Tirsdag 16. juli: 111.500

Tirsdag 9. juli: 110.500

Mandag 22. juli: 110.300

Mandag 15. juli: 110.100

Fredag 28. juni: 108.300.

Københavns Lufthavn opfordrer til, at man har det gode humør og tålmodigheden med hjemmefra. Samt en god forberedelse og korrekt pakket håndbagage, så man kommer nemt igennem sikkerhedstjekket.

I sikkerhedskontrollen er der etableret et par særlige spor til familier med børn under 12 år.

»Det er vigtigt, at de mange børn også får en god oplevelse igennem sikkerhedstjekket. Børnene ved ofte ikke, hvad der skal ske og kan blive lidt utrygge ved situationen og de mange mennesker. Derfor har vi oprettet særlige spor for familier med børn under 12 år, så børnene og deres forældre kan komme igennem i deres eget tempo,« udtaler driftsdirektør i Københavns Lufthavn, Kristian Durhuus.

Ventetid i hele Europa

Det er ikke kun i Danmark, at sommeren er den mest travle rejsetid på året. Det gælder i hele Europa og ikke mindst i luftrummet, hvor der i perioder vil være trafik-køer på luftvejene gennem Europa – ikke mindst over Tyskland og Frankrig, hvor der mangler flyveledere.

»Sammen med flyveledelsen i Naviair gør vi alt for at mindske generne ved sommerens mange forsinkelser. Vi prøver at få de mange forsinkede fly afsted igen så hurtigt som muligt. Men vi slipper desværre ikke for forsinkelser. Så her er det også vigtigt med lidt godt humør. Man er på vej på ferie, og man skal nok komme frem,« oplyser Kristian Durhuus.

Gode råd til rejsen:

Københavns Lufthavn leverer en stribe gode råd til sine rejsende:

Tjek, at dit pas ikke er udløbet.

Har du børn under 12 år, så kan du bruge børnefamilie-sporene i Sikkerhedskontrollen.

Tjek håndbagagen for lommeknive, sakse og andre skarpe genstande og pak væsker i en gennemsigtig, genlukkelig pose. Væsker over 100 ml. må ikke medbringes i håndbagagen.

Pak væsker og elektronik øverst i håndbagagen, så du nemt kan tage det ud og lægge det i bakker.

Check in hjemmefra, hvis det er muligt – så sparer du tiden i lufthavnen.

Rejser du uden for Schengen-området, skal du igennem paskontrollen. Det er derfor en god idé at holde øje med ventetiden i paskontrollen på cph.dk eller på app’en CPH Airport.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Til minde om Jacob Thalmay: En snublesten blev lagt

Sommerkoncert: Kor synger på hjemmebane