Arkivfoto: Rikke Milling

Wow 🤩 Like 👍

Valby og Sydhavnen tænder op: Skal du med til sankthansfest?

OPDATERET: Det er SF’s afgående folketingsmedlem Holger K. Nielsen, der holder båltalen i Vigerslevparken.

BÅLTID: På søndag skriver kalenderen atter 23. juni, og så er det jo som bekendt blevet tid til at tænde op i sankthansbålene. Sidste års tørke betød at brændende bål var noget, man måtte fantasere sig til, men med denne junis voldsomme regnskyld, er det i hvert fald ikke tørken, der bremser flammerne.

Og skal man tro DMI, så ser det indtil videre ikke ud til regn over København på søndag. Det kan man glæde sig over i både Valby og Sydhavnen, hvor der tændes sankthansbål i henholdsvis Vigerslevparken og ved Karens Minde Kulturhus.

Sankthansfest i Vigerslevparken

Der er lagt i bålet til hygge og god stemning, når fodboldklubben Fremad Valbys U15 pigehold arrangerer sankthans i Vigerslevparken, hvor Kirsebærhaven munder ud i Vigerslevvej. Helt fra om eftermiddagen vil der være et væld af sjove oplevelser for de fleste aldre.

Når klokken slår 14.00 åbner boderne, og skulle maven begynde at rumle, kan man glæde sig til en pølse på grillen fra klokken 16.00. I løbet af eftermiddagen inviterer fodboldpigerne også både til en omgang fodbold på græs og på bane. Fra klokken 18.30 vil et lokalt band sikre den gode stemning med dejlig livemusik. Og når skumringen så småt sænker sig over Vigerslevparken er det blevet tid til båltale af Holger K. Nielsen, hvorefter bålet tændes klokken cirka 20.30. Sankthansfesten slutter klokken 22.00.

Sankthansfest ved Karens Minde Kulturhus

Traditionen tro inviterer Karens Minde Kulturhus og SydhavnsCompagniet til det, de selv kalder Københavns mest folkelige og hyggelige sankthansaften.

Når klokken slår 18.00 bydes der velkommen på det grønne område ved kulturhuset og den 120 gamle dansepavillon. Herefter er det tid til at få tændt op i fællesgrillen, hvorfra der vil blive serveret flæskestegssandwich eller et kødfrit alternativ, hvis man skulle ønske det.

»Den nye soul- og r&b-mama har meldt sin ankomst…« Således har musikmagasinet Gaffa beskrevet R’n’B-sangerinden Emilie Espichicoque, der har sit specielle efternavn fra sine halvt cubanske rødder. Klokken 19.30 på søndag er hun så klar til at indtage Sydhavnen. Et indtog, hun dog bestemt ikke gør alene. Emilie Espichicoque tager nemlig et sandt powerband med sig, som består af hele syv musikalske kvinder, der er klar til at fylde sankthansaftenen med autentiske R’n’B-sange, der er bygget op på soulet bund med en snert af hiphop.

Klokken 21.00 er det tid til at tænde op i det store sankthansbål på plænen foran dansepavillonen.
Der er selvfølgelig ingen sankthansaften uden en båltale, og årets båltaler er integrationsrådgiver og debattør Uzma Ahmed, der kalder sig selv for en brun feminist. Festen slutter med Midsommervisen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Amagerdrenge på overlevelsestur med politi og brandvæsen

Fredagsrock: Danmarks største rockband