Enhedslistens Thyge Enevoldsen er bekymret over Frederiksberg Kommunes kunststofbaner. Arkivfoto: Michael Paldan.

Debat: 35 tons mikroplast spredes årligt på Frederiksberg

Thyge Enevoldsen (EL)

Kommunalbestyrelsesmedlem og rådmand i Frederiksberg Kommune

Kunstgræs: En af de største kilder til mikroplast i vores omgivelser er kunstgræsbaner, som vi på Frederiksberg har en del af. Alene fra kommunens 13 fodboldbaner anslås det, at der årligt spredes 35 tons mikroplast. Det omfatter også de seks nye baner, som et stort flertal i kommunalbestyrelsen vedtog tidligere på året. Kun Enhedslisten og Alternativet har stemt imod.

Da de seks nye baner forventes at holde i ti år besluttede flertallet reelt samtidigt at sprede ekstra 150 tons mikroplast i byen. Det er et stort problem, da der kun er begrænset viden om, hvor mikroplasten bliver af. Noget ender i kloakken, noget kan måske ende i grundvandet, andet slæber fodboldspillere hjem og rundt i byen. Ender det på grønne arealer kan der gå rigtigt mange år, før det opløses. Vi ved ikke, hvad konsekvenserne er, hvis de spises af fugle eller optages af planter og spises af børn. Og der er flere problemer med kunstgræsbanerne.

Der er registreret flere tungmetaller i drænvand fra banerne og også ftalater, som EU nu fremadrettet har forbudt i legetøj mm., fordi de er hormonforstyrrende. Da de første baner blev anlagt på Frederiksberg i 2006, var vi i Enhedslisten meget kritiske, men vore kritik blev fejet af bordet, blandt andet med den besked, at al drænvand blev opsamlet og ført til kloakken. Det viser sig nu ikke at være rigtigt, og to af kommunens drikkevandsboringer anses nu for truet, især af klorid fra den salt, som bruges til at tø den sne, som falder på banerne. I Enhedslisten mener vi, at der bør gøres noget for at mindske problemerne.

Derfor har vi i kommunalbestyrelsen foreslået, at der sættes handling bag de overvejelser, der har været om dels at inddæmme mikroplasten på banerne, hvilket koster penge, der skal afsættes i budgettet, og dels at der fremadrettet ikke længere anlægges baner med mikroplast. For eksempel kunne man i stedet bruge kork, når den næste bane skal fornyes.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Dansk guitarstjerne udgiver ny single

Så stod det sidste slag om den amputerede skorsten