Som den første i historien kunne Bo Sandberg i 2018 vinde nytårsquizzen i Østerbro Avis for anden gang. Arkivfoto: Thomas Frederiksen

Like 👍

Rund fødselsdag: 50 år – og med bopæl i samme hus ved gasværksgrunden gennem alle årene

Bo Sandberg fylder i dag 50 år og gennem alle årene – bortset fra en afstikker til Bruxelles – har bopælen været i Sionsgade.

Bo Sandberg har internationalt udsyn og har rejst i hele verden, men han har boet stort set hele sit liv i samme hus på Østerbro.

Han runder det skarpe hjørne, 50 år, i dag, søndag 16. juni.

Gennem alle årene har bopælen været en rød murstensejendom fra 1896 i Sionsgade.

Det er en tidligere tjenestebolig til Østre Gasværk, hvor hans forældre overtog den store lejlighed i forbindelse med afviklingen af gasværket i marts 1969.

Senere flyttede han hjemmefra til en mindre lejlighed i samme ejendom, inden han byttede med sine forældre til den store lejlighed, da han selv havde fået familie med fem i husstanden.

Bo Sandberg bor i Sionsgade med sin kone Line Posselt og parrets tre drenge August (20), Victor (18) og David (13).

Dobbelt nytårsvinder

I løbet af de 50 år har han dog haft en afstikker på et halvt år væk fra den røde ejendom, nemlig et halvt år i Bruxelles i 1995.

Bo Sandberg er uddannet cand.polit og arbejder i det daglige som cheføkonom i Dansk Byggeri, men har også gjort sig bemærket i partipolitik.

Det begyndte i den lokale DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom)-afdeling og senere var han formand både i den daværende Ryvang-kreds samt for Socialdemokratiet i København.

Han stillede endvidere op til Folketinget i 2007 og 2011.

Bo Sandberg sidder i Østerbro Lokaludvalg og tillige er formand for Havnetunnelgruppen, der arbejder for en tunnel under vandet på tværs af hovedstaden.

Kendskabet til lokalområdet har Bo Sandberg som den eneste benyttet til to gange at gøre sig fortjent til titlen som ’Årets spåmand’ i Østerbro Avis’ nytårsquizzer, senest i 2018.

Viktoria og Arsenal

Bo Sandberg er en ivrig sportsentusiast, både som fan og som udøver. I sin barndom spillede han fodbold i Fælledklubben Viktoria, i dag dyrker han sin fodboldinteresse og sin store passion for Arsenal FC blandt andet med fodboldrejser til London.

Tennis, skak, bordtennis og spinning har også været med til at holde både hoved og form ved lige. I den senere tid har det dog især været cyklingen, der har været i førertrøjen. Bo er nemlig med i ”Team Rynkeby”, og om et par uger sætter han sig i sadlen for at cykle til Paris.

Men inden da skal Bo Sandberg fejres, det foregår med familie og venner (naturligvis på Østerbro), men også ved en reception på Bos arbejdsplads; Dansk Byggeri.

Receptionen foregår onsdag 19. juni klokken 15-17 hos Dansk Byggeri, Nørre Voldgade 106 i Indre By. Alle er velkomne.

Fødselsdagsomtalen her er baseret på bidrag både fra Bo Sandberg selv samt hans storebror Ole.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Avisen opfyldte drengedrøm i Tivoli

Osramhuset inviterer på sankthansfejring