Jesper Gisli bliver ny redaktør på fire af aviserne i Hovedstadens Mediehus. Foto: Freja Lehrmann

Elsker 😍 Like 👍

Hovedstadens Mediehus satser stort på områder med potentiale

VOR EGEN VERDEN: I jagten på at sætte det rigtige hold til den ekstra satsning, Hovedstadens Mediehus har igangsat i forhold til læser- og annoncørmarkedet i København, er Jesper Gisli ansat som redaktør.

Jesper Gisli startede sin journalistiske karriere for 17 år siden i fødebyen Køge. Han arbejdede knap tre år som redaktør på Ugeposten I Helsinge, som i den periode, i 2017, blev kåret som Årets Ugeavis.

I august 2018 startede han NørrebroLIV. En aktivitet, der kombinerede den nære ugeavis og sociale medier på nye måder. NørrebroLIV blev nomineret Politikens I Byen Prisen 2019.

»Når vi ansætter Jesper Gisli i Hovedstadens Mediehus, er det helt klart en satsning. Vi skal endnu tættere på det liv, der leves i vores bydele. Helt tæt på de mennesker, der bor og lever lokalt i København,« siger Dorthe Carlsen, ansv. chefredaktør i Hovedstadens Mediehus. Hun fortætter:

»Vi har fulgt Jesper både i Helsinge på Ugeposten og ikke mindst på Nørrebro. Hans tankesæt og tilgang til at arbejde lokalt med journalistik og historier er helt i tråd med det, vi gerne vil. Endnu tættere på.«

I spidsen for fire aviser

I første omgang kommer Jesper til at lede fire af de aviser, hvor potentialet er stort og endnu ikke fuldt forløst. Det drejer sig om City Avisen, Nørrebro/Nordvest Bladet, Valby Bladet og Vesterbro Bladet.

Her vil Jesper sammen med de journalister, der er tilknyttet titlerne, skabe et værksted. Et rum, hvor de fire titler kan udvikle, journalistik, historier, events og meget andet i bydelene.

»Lokalaviser og mikrolokale nyheder vil blive en af de kommende større medietrends, også i Danmark. Derfor glæder jeg mig helt vildt til at være med på holdet i et ’powerhouse’ som Hovedstadens Mediehus, hvor vi sammen skal definere denne trend og redefinere husets lokalaviser,« siger Jesper Gisli.

»Folk derude vil have tættere fællesskaber, mere begejstring og lokalpatriotisme i øjenhøjde, og det skal de opleve sammen med deres lokalavis på alle platforme og på knitrende avispapir. Det er kun naturligt at den lokale avis er det lokale omdrejningspunkt, så det skal vi være igen.«

Jesper Gisli starter i Hovedstadens Mediehus mandag 17. juni.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Skøjtebanerne skal have nye slanger

Kendt café i ny udgave: Byt din agurk til en gin & tonic