En visualisering af, hvordan det planlagte nybyggeri med afrundede hjørner kunne komme til at se ud fra Ørestads Boulevard. Illustration: PLH Arkitekter

Sur 😠 Wow 🤩 Like 👍

Radisson Blu Scandinavia Hotel vil udvide ved jorden i stedet for på toppen

NYBYGGERI. Radisson Blu Scandinavia Hotel vil udvide med en bygning på maksimalt ni etager på hotellets nuværende parkeringsplads. Lokalplantillæg, der skal muliggøre byggeriet, behandles af Teknik- og miljøudvalget på mandag.

AMAGER BOULEVARD: Gennem flere år var det planen at udvide Radisson Blu Scandinavia Hotel på Amager Boulevard med 10 ekstra etager ovenpå de eksisterende 26.

Københavns Borgerrepræsentation gav tilladelsen til forhøjelsen i 2010, men i 2018 droppede ejeren Wenaasgruppen byggeriet opad.

Nu ligger der i stedet et lokalplantillæg klar til behandling i Teknik- og miljøudvalget på mandag, der handler om en noget mere jordnær udvidelse af hotellet.

Nemlig en op til ni etager høj bygning, der skal ligge på hotellets nuværende parkeringsplads langs Ørestads Boulevard. Parkering skal i stedet foregå i en parkeringskælder.

Ny daginstitution i stueetage

Der skal være såkaldt publikumsorienteret serviceerhverv i bygningens stueetage mod Ørestads Boulevard, og der er mulighed for en daginstitution mod Weidekampsgade.

Daginstitutionens udeareal skal være offentligt tilgængeligt udenfor åbningstiden, og der skal etableres en offentlig gangsti rundt om hotellet.

Derudover vil ejeren etablere en ny bygning til serviceerhverv på maksimalt syv etager på den vestlige del af grunden parallelt med naboejendommen på Amager Boulevard Bygningen skal være udført i metal og glas, så den ligner den eksisterende række domiciler på boulevarden.

10 ekstra etager droppes helt

Det nye lokalplantillæg afmonterer helt den mulighed for at forhøje hotellet med 10 etager, der ellers stadig lå i lokalplanen. Og så muliggør tillægget, at der plantes minimum 228 træer.

Godkendes lokalplantillægget, skal det i offentlig høring i otte uger, hvor man dog ikke regner sommerferiemåneden juli med.

Det forventes, at lokalplantillægget kan godkendes endeligt af Københavns Borgerrepræsentation i slutningen af 2019.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Osteforretning er månedens Østerbrobutik

Skøjtebanerne skal have nye slanger