Børnenes læsehule. Foto: Arkivfoto.

Færre bøger og mere fællesskab på Rodosvej

NYTÆNKNING. Biblioteket på Rodosvej skifter fokus fra bøger til forsamlingshus – ikke mindst for børnene. Derfor inviteres alle områdets beboere forbi til en workshop om bibliotekets fremtid tirsdag 18. juni.

SUNDBYØSTER: Bibliotekshuset befinder sig lige nu midt i en større forandringsproces. Biblioteket er stadig det samme, men fra 2020 vil der gradvist ske en masse nye tiltag, da huset skal ændre profil og indretning til i højere grad at være et ’borgernes hus’ – stadig med biblioteksfunktion, men også her skal der ændres på indhold og udformning.

Derfor vil personalet i dialog med brugerne omkring alt det nye, der skal ske, så alle tanker og idéer kommer i spil.

Bibliotekshuset har haft sin nuværende placering på Rodosvej 4 siden maj 2003, da det nyopførte hus stod klar til at tage imod bøger, brugere og personale fra de forhenværende lokaler på Sundbyvester Plads.

I dag, 16 år senere, bliver Bibliotekshuset stadig flittig brugt med cirka 10.000 besøgende om måneden, heriblandt mange børnefamilier, skoler og daginstitutioner – sidstnævnte findes der henholdsvis 10 og 25 af i bibliotekets nærområde. Biblioteket har et stort udlån af bøger, og bliver desuden brugt som en slags medborgerhus af områdets mange klubber og mindre foreninger, der ofte mangler et uformelt sted at mødes.

Ønskebibliotek

I november 2011 startede Bibliotekshuset som de første i landet ’Ønskebiblioteket’, der i al sin enkelthed går ud på, at husets brugere må skrive deres biblioteksønsker til personalet på en tavle i biblioteket. Alle ønsker bliver taget op til overvejelse, og en del af dem bliver opfyldt. Personalet håber, at Ønskebiblioteket vil komme til at spille en vigtig og afgørende rolle i den kommende forandringsproces, og at bibliotekets brugere løbende vil komme med alverdens idéer og ønsker til fremtidens Bibliotekshus.

Sideløbende med Bibliotekshusets egen proces står Københavns Biblioteker klar med en ny fælles biblioteksstrategi, der blandt andet lyder på et større fokus på litteratur og læsning og ’byens børn’ i form af flere aktiviteter og bøger henvendt til målgruppen. Strategien vil i høj grad påvirke, hvordan Bibliotekshuset bliver indrettet i fremtiden. Det betyder ikke, at voksenbøgerne forsvinder, men samlingen vil skrumpe: Der vil blandt andet blive færre voksenfagbøger, som så i stedet vil kunne bestilles fra Københavns Bibliotekers store fællessamling. Der vil til gengæld blive større fokus på de mere populære bøger, som krimier og aktuelle 14-dages lån.

Det er altså nu, alle de gode idéer skal frem: Hvordan skal huset indrettes i fremtiden? Er der særlige ønsker til møbler? Aktiviteter? Specifikke zoner i biblioteket med fokus på det ene eller det andet?

Fremtidens bibliotekshus, workshop

Rodosvej 4

Tirsdag 18. juni kl. 19-21

Alle er velkomne

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Handlekraftigt Frederiksberg-fællesskab: Redningsmænd m/k fundet

Osteforretning er månedens Østerbrobutik