Viktor i sygesengen med elektroder. Ovenfor ham står hans redningsmand, Jens Aage Skare Nielsen med sin søn Jens Otto og til venstre Jens Aages kone Anne. Til højre Viktors mor Susan, hans far Brian og lillebror Romeo. Privatfoto
in , ,

Elsker 😍 Like 👍

Indstillet til Årets Lokale Ildsjæl: Reddede 10-årige Viktors liv

AFSTEMNING. Susan Sleman Osbech fra Dragør har indstillet Jens Aage Skare Nielsen til Årets Lokale Ildsjæl. Både fordi han er empatisk og hjælpsom over for ung som gammel og involverer sig i foreningslivet. Men også fordi Jens Aage 10. april reddede Susans 10-årige søn Viktors liv, efter han pludselig faldt om med hjertestop. Den åbne afstemning om, hvem der skal have titlen, løber til og med i morgen.

DRAGØR: Susan Sleman Osbech og hendes mand Brian Osbech oplevede 10. april enhver forælders mareridt, da deres 10-årige søn Viktor pludselig faldt om med hjertestop.

»Viktors lillebror kaldte på os på en måde, så jeg ikke var i tvivl om, at noget var helt galt. Så vi løb hen til Viktor og så, at han lå i kramper, og vi kunne ikke komme i kontakt med ham,« siger Susan Sleman Osbech.

Hendes mand ringede til 112, og så ringede hun til Jens Aage Skare Nielsen, der bor med sin familie 350 meter fra familiens hjem.

»Jeg ved, at han reddede sin fars liv for to år siden og at han ved, hvordan man giver førstehjælp. Han var tilfældigvis hjemme og var ovre hos os på 45 sekunder. Inden da havde han sendt sin kone Anne over i et motionscenter og hente en hjertestarter, som hun kom hen til os med,« fortæller Susan, der stadig er meget berørt af den uhyggelige oplevelse.

Ildsjæl på mange måder

Genoplivningen ved hjælp af kunstigt åndedræt, hjertemassage og hjertestarteren reddede Viktors liv, og han blev med politieskorte bragt til Rigshospitalets traumecenter.

»Vi fandt først ud af efter halvanden dag, om han havde taget skade. Han vågnede og sagde: »Nu vil jeg hjem.« Og han er sluppet uden mén – lægerne kalder det et mirakel, for han var uden ilt i 11 minutter,« fortæller Susan.

Hun besluttede sig for at indstille Jens Aage Skare Nielsen til Årets lokale ildsjæl, en kåring, benzinselskabet Go’On gennemfører hvert år.

Og ikke ’kun’ fordi han reddede hendes søns liv.

»Det her er jo en mand, som alle synes er en ildsjæl uden grænser, inden alt det her skete for min søn, det toppede bare det hele. Han er det nærmeste, man kommer en professionel frivillig. Han startede Dragør Rugby op i 2014, hvor han gerne henter alle tilmeldte fra sin søns klasse og kører dem fra frit til rugby og træner dem. Han er i øvrigt også formand for Dansk Rugby Union. Han er typen, der cykler fra Skagen til Dragør for kræftramte Nicoline. Han skaffer sponsorater til at vedligeholde den lokale badebro. Han cykler rundt med ældre mennesker i ’Cykling uden alder’, så de får noget frisk luft.«

»Derfor er det også Jens Aage, man ringer til, når man står med sit livløse barn i armene, som vi gjorde 10. april,« fortæller Susan.

Viktor har det i øvrigt godt og er ved at være klar til at gå i skole igen. Lægerne undersøger stadig, hvad årsagen var til hjertestoppet.

Juryen i Årets Lokale Ildsjæl har ud af 10 nominerede udvalgt fem finalister, hvor Jens Aage Skare Nielsen er iblandt. Og nu er det alene en afstemning, hvor alle kan stemme på deres favoritkandidat, som afgør, hvem der vinder årets titel og de 25.000 kroner, der følger med.

Til og med i morgen 12. juni kan man stemme via dette link

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Tag en ’swing om’ i Jægersborggade

Dannebrog fejres i Kastellet med ny musik onsdag aften