Pernille Skipper og Rosa Lund fra Enhedslisten stemte i Korsgadehallen på Nørrebro. Knap hver tredje nørrebroer satte sit kryds ved liste Ø. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Enhedslisten brager igennem på Nørrebro

VALG. Enhedslisten fik ved folketingsvalget 28,5 procent af nørrebroernes stemmer og kan på trods af et mistet mandat i Folketinget kalde sig for Københavns største parti.

OPBAKNING: 13.556 nørrebroere satte deres kryds ud for liste Ø ved onsdagens valg. Enhedslisten fik samlet set 28.5 procent af stemmerne på Nørrebro, og på valgstedet Guldberg Skole fik Enhedslisten hele 30,3 procent af stemmerne.Mandatfordelingen betyder, at partiet nu er det største i København på trods af et mistet mandat i Folketinget.

Også i Bispebjergkredsen i Nordvest var Enhedslisten det parti, der fik flest stemmer. Her fik partiet 23,7 procent af stemmerne.

En stolt Skipper

Enhedslisten går frem fra tre til fire mandater. Partiet stiller op på partiliste, så det er ganske givet, at listens nummer et, to, tre og fire kommer i Folketinget. Det betyder valg til den store stemmesluger Pernille Skipper, Rosa Lund og Rune Lund, som alle er bosiddende på Nørrebro. Og så ligner det et comeback til partiets nummer fire på listen, Jette Gottlieb, der sad i Folketinget 1994-2001 og også har repræsenteret liste Ø i Københavns Borgerrepræsentation.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, indtog onsdag aften scenen til partiets valgfest på spillestedet Vega i København, skriver TV2.dk.

»Vi har ført en helt fantastisk valgkamp. Vi er stolte og rørte over jeres tillid, og jeg lover, vi kommer til at bruge stemmerne godt,« siger hun.

»Venner, det lykkedes os ikke at holde helt stand, men det ændrer ikke på, at vi kommer til at bruge hvert eneste mandat på at slås for den grønne omstilling, velfærdens helte, for en ordentlig behandling af arbejdsløse og mennesker, der er kommet hertil på flugt,« siger hun til store klapsalver.

Flere satte et kryds

Ved valget i 2015 fik partiet 7,8 procent af stemmerne, hvilket dengang udløste 14 mandater.

I alt 47.920 ud af 55.872 stemmeberettigede nørrebroere har stemt ved dette års folketingsvalg. Det er 3.942 flere end ved sidste folketingsvalg.

Bispebjergkredsen har tidligere været blandt de kredse i landet med den laveste stemmeprocent, men i år har 29.340 borgere i kredsen ud af 36.601 stemmeberettigede sat deres kryds. Det er en stigning på 953 stemmer i forhold til sidste folketingsvalg.

Radikale Venstre er det parti, der har fået næstflest stemmer på Nørrebro med 19,1 procent af stemmerne, mens det i Bispebjergkredsen er Socialdemokratiet, der har fået næstflest stemmer med 17,1 procent.

Rasmus Paludans parti Stram Kurs fik i alt 380 stemmer fra Nørrebro og 440 stemmer fra Bispebjergkredsen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Vesterbrohotel har vundet en stor pris

Folketingsvalg: Sådan stemte Valby