Pernille Skipper og Rosa Lund fra Enhedslisten stemmer i Korsgadehallen i København under under Folketingsvalget 2019, Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Elsker 😍 Like 👍

Sådan stemte København: Her er persondramaerne

Stemmerne i Københavns Storkreds er talt op. Med 17,3 procent af stemmerne bliver Socialdemokratiet det største parti efterfulgt af Enhedslisten (16,8 pct.), Radikale (16.4 pct.) og Venstre (15,0 pct.).

Mandatfordelingen gør dog Enhedslisten til det største parti i København; fire liste Ø-kandidater kommer i Folketinget i Københavns Storkreds. Socialdemokratiet, Radikale og Venstre får hver tre, Dansk Folkeparti, Konservative, Alternativet og Liberal Alliance får hver et mandat.

Først torsdag bliver der klarhed over, hvilke politikere som er valgt. Men her er situationen, som den ser ud nu:

Enhedslisten  går frem fra tre til fire mandater. Partiet stiller op på partiliste, så det er ganske givet, at listens nummer et, to, tre og fire kommer i Folketinget. Det betyder valg til den store stemmesluger Pernille Skipper, Rosa Lund og Rune Lund. Og så ligner det et comeback til partiets nummer fire på listen, Jette Gottlieb, der sad i Folketinget 1994-2001 og også har repræsenteret liste Ø i Københavns Borgerrepræsentation.

Socialdemokratiet står til at miste et mandat i Københavns Storkreds Pernille Rosenkrantz-Theil og Peter Hummelgaard må forventes at få genvalg. Straks mere usikkert er det, hvem der løber med det sidste mandat. Umiddelbart ligner det en kamp mellem Yildiz Akdogan, Mette Reissmann og Lars Aslan Rasmussen, som ved seneste valg fik henholdsvis 4.284, 2.962 og 1.447 personlige stemmer.

Radikale går frem fra ét til tre mandater. Det synes sikker, at de to af dem tilfalder to politikere, der har været i Folketinget for andre partier; den tidligere SF’er Ida Auken og den tidligere Venstre-politiker Jens Rohde. Hvem der tager det tredje mandat er straks mere usikkert. Samira Nawa eller Mette Annelie Rasmussen, som i dag sidder i Københavns Borgerrepræsentation, er gode bud, men men intet er givet.

SF får et flot valg og går frem fra ét til tre mandater. Partiformand Pia Olsen Dyhr må forventes at score højt på de personlige stemmetal og er helt sikkert valg. Det andet mandat går efter alt at dømme til Carl Valentin, der kortvarigt i 2017 sad i Folketinget som stedfortræder for Karsten Hønge. Hvem der tager det tredje mandat er til gengæld helt åbent.

I den borgerlige lejr har topstriden i Venstre i København været et af de helt store spørgsmål. Jan E. Jørgensen og Martin Geertsen, der kom i Folketinget, da Søren Pind stoppede i politik, er udfordret på stemmesedlen af uddannelsesminister Tommy Ahlers. Men det interne slagsmål er afblæst. Med tre mandater til Venstre tyder alt på, at de alle bliver valgt.

Den store tilbagegang til Dansk Folkeparti koster partiet et mandat i København. Det går formentlig ud over Martin Henriksen, der ved det seneste valg havde 8.000 færre personlige stemmer end Peter Skaarup. Det ser ud til, at Peter Skaarup kan forny sit mandat.

Konservative generobrer et mandat i København efter at Lars Barfoed smed det ellers så sikre konservative mandat i København for fire år siden. Hvem der tager det konservative mandat er imidlertid usikkert: Anders Johansson, som har siddet i Folketinget siden 2016 som stedfortræder for Mai Mercado, og debattør og sognepræst Marie Høgh forventes at kæmpe om at få flest personlige stemmer.

Liberal Alliance mister et mandat i Københavns Storkreds og får kun indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøl-Bille valgt.

Tilbagegangen for Alternativet koster Carolina Magdalene Maier pladsen i Folketinget. Partiet kunne ikke opretholde crazy-effekten fra for fire år siden, og det betyder, at det udelukkende er partiets frontfigur, Uffe Elbæk, som kommer i Folketinget fra Københavns Storkreds.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Moez på 13 er medarrangør af Nørrebroløbet

Røse, du gamle: Hyggeroernes klub