Hvis du vil sikre, at huslejestigninger ikke løber løbsk, skal du stemme rødt til valget 5. juni, mener Birger Thamsen. Arkivfoto

Debat: Vil dine børn og børnebørn efter valget få råd til at bo på Frederiksberg?

…Debat

Birger Thamsen

Formand for en beboerrepræsentation på Frederiksberg

Lejeboliger: Valget til Folketinget kan få stor indflydelse på, om dine børn og børnebørn i fremtiden vil få råd til at bo på Frederiksberg.

De borgerlige partier fører en politik i Folketinget, som fremmer stærkt stigende huslejer.

På Frederiksberg fører de borgerlige partier anført af De Konservative en politik, som medfører et yderligere fald i antallet af de billige boliger med en omkostningsbestemt husleje.

Frederiksberg Kommune giver stort set kun tilladelse til privat udlejningsbyggeri, hvor en almindelig lejlighed på 80 m2 typisk koster 14.000 kr. pr. måned eksklusive forbrug og varme.

Det borgerlige styre på Frederiksberg har forsømt bygningen af almennyttige boliger. Man sælger desuden nu ud af Frederiksbergs Boligfonds boliger til spekulanterne i den amerikanske ejendomsgigant Blackstone, som alene køber med henblik på at få huslejerne sat op.

Det er boliglovgivningen, som gør dette muligt for ejendomsspekulanterne, fordi en udlejer ved genudlejning må modernisere en lejlighed og så kræve en leje tæt på markedslejen.

I min egen ejendom har vi de senere år kunne se, at store gode lejligheder til en leje på ca. 6-8000 pr. måned nu ved genudlejning stiger til en leje på helt op til mere end 23.000 kr. pr måned. Med sådan nogle huslejer bliver det nok ikke mange af børnene og børnebørnene, som får råd til at bo på Frederiksberg.

Der er derfor efter min mening efter valget brug for en ny politik, som sætter en stopper for denne udvikling, så alle borgere med almindelige indkomster fortsat har råd til at bo på Frederiksberg.

Folketinget skal begrænse mulighederne for at sætte lejen op ved genudlejning. Boliger, der er bygget efter 1991, har i dag markedsleje. Der er behov for at indføre omkostningsbestemt husleje for dem. De regler, som en borgerlig regering indførte med ret til belåning af markedsorienterede valuarvurderinger af andelslejligheder, har øget priserne kraftigt på andelsboliger. De bør også rulles tilbage, eller også skal stigningen i andelskronen begrænses på anden måde.

Som det politiske billede er lige nu, er det kun partierne på venstrefløjen, som har viljen til at gøre noget for at stoppe de store stigninger i huslejerne.

 

(forkortet af red.)

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Unik hæder til Frederiksberg-skole

Ny akustisk aften i Nordhavn