Pelle Voigt er klar på fællessang, når Vanløse Saloner inviterer vanløseborgerne på en musikalsk aften. Foto: Peter Hauerbach/Her Og Nu/RItzau Scanpix.

Vanløse Saloner byder på fællessang

Mandag 17. juni klokken 19 inviterer Vanløse Saloner på en musikalsk aften, når vanløseborger og vise- og folkesanger Pelle Voigt kommer og byder op til fællessang. Pelle Voigts motto er, at »man ikke kan være sur, når man synger«, og derfor inviteres alle vanløseborgere og andre interesserede til at komme og synge med. Og bare rolig – der er ingen, der kigger mærkeligt, hvis du synger lidt falsk.

»Man behøver ikke at synge som en tenor for at deltage. Vi opfordrer alle til at komme. At man kan lide at synge sammen med andre mennesker eller nyder fordybende samtale i godt selskab er mere end grund til, at du skal komme til vores næste Vanløse Salon om fællessang,« fortæller Peter Haahr, tovholder for Kultur og Fritidsarbejdsgruppen under Vanløse Lokaludvalg.

Pelle Voigt er af mange kendt som tidligere folketingsmedlem for SF, og han har i de senere år dannet en musikalsk duo med tidligere folketingsmedlem for Venstre Søren Pind. Sammen udgav de i 2004 albummet Pelle og Pind: Fra i Dag med Charles Aznavours sange på dansk.

»Pelle Voigt og Søren Pind er et godt eksempel på, hvordan musikken forener mennesker på trods af politiske uenigheder. Det er, hvad vi ønsker at belyse med vores kommende salon om fællessang – hvordan det at synge sammen kan skabe dialog og nye fællesskaber,« afslutter Peter Haahr.

Arrangementet finder sted i Café Oasen på Kulturstationen, der har adressen Frode Jacobsens Plads 4, 1. sal 2720 Vanløse. nmb

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Royal Run lukker dele af byen ned

Minoriteternes Grundlovsdag på Christiania