Like 👍

En FAntastisk sæson kulminerede

OPRYKNING. Der blev skrevet lokal fodboldhistorie fredag aften på Frederiksberg Stadion, da FA 2000 med en 2-0 sejr over Allerød FK sikrede sig oprykning til 2. division. Det er første gang siden 1991, at Frederiksberg er repræsenteret med et 1. hold i dansk divisionsfodbold.

FODBOLD: Der var dækket op til fest fredag aften på Frederiksberg Stadion. Med blot uafgjort mod midterplacerede Allerød FK i tredjesidste spillerunde kunne FA 2000 for første gang i klubbens 19-årige historie sikre sig oprykning til 2. division.

378 tilskuere havde fundet vej til opvisningsbanen på Sønderjyllands Allé, og selvom de skulle vente 41 minutter på et FA 2000-føringsmål – sat ind af Kristian Uth – så var der aldrig for alvor tvivl om, at hjemmeholdets spillere nok skulle leve op til deres del af ansvaret for, at det blev en historisk aften på Frederiksberg Stadion.

Da FA 2000-topscorer Sebastian Jacobsen midt i 2. halvleg tegnede sig for sin 21. sæsontræffer og gjorde det til resultatet 2-0, blev champagnen fundet frem.

»Vi havde godt styr på Allerød. De skabte faktisk ikke noget. Vi spillede en solid kamp og dominerede hele vejen,« konkluderede FA 2000-cheftræner Jesper Pedersen efter kampen.

2,68 mål pr. kamp

Det har i det hele taget været en sæson med FA 2000 i den dominerende rolle i Danmarksseriens pulje 2. FrederiksbergAlliancen har – kan med to spillerunder igen mønstre et scoringsgennemsnit på 2,68 mål pr. kamp.

Om den suveræne sæson siger cheftræner Jesper Pedersen:

»Vi har været dygtige, gode og heldige med at sammensætte den helt rette trup. En trup i harmoni. Spillerne gider hinanden, og så har de selvfølgelig de fodboldfaglige kvaliteter i orden,« siger Jesper Pedersen og tilføjer:

»Vi har en klar spillestil. Vi praktiserer teknisk baseret offensiv fodbold. Det koster en gang imellem, og vi har haft et par skæverter, men har hurtigt rejst os.«

Bundniveau skal hæves

Hvorvidt kvaliteterne rækker til at kunne begå sig i 2. division, siger Jesper Pedersen:

»Jeg tror fuldtud på, at vi kan klare os.. Vi skal gå frisk til opgaven og tage det som en oplevelse, at vi kommer til at møde nogle virkelig dygtige fodboldhold.«

Cheftræneren tilføjer:

»Det er klart, at vi helst skal undgå skader blandt nøglespillerne. Holdets svaghed er nok, at der ikke er så mange, der går forrest, når vi oplever modgang. Her har vores rutinerede midterforsvarer, Casper Andersen (36 år med en fortid i blandt andet AB, red.), været helt afgørende for os. Kan vi forstærke os bare en smule, så bundniveauet i truppen løftes, og vi får tilført en spiller eller to, der kan gå direkte ind og forstærke holdet, så er jeg sikker på, at vi godt kan overraske i 2. division.«

Frem og Helsingør venter

Sidst Frederiksberg havde et 1. hold i dansk divisionsfodbold var i efteråret 1991. Det var KB, som året efter blev en del af F.C. København og derfor blev tvangsnedrykket til Danmarksserien.

I midten og slutningen af 00’erne kunne man dog også opleve divisionsfodbold på Frederiksberg Stadion i fem sæsoner (2005/06-2009/10). Det var, da F.C. Københavns 2. hold havde tilladelse til at spille i 2. division øst.

Ellers skal man tilbage til 1977 for at finde en Frederiksberg-klub i divisionerne. Dengang spillede FB i 3. division. FB var desuden i 3. division øst i en seks-årig periode: 1966-71.

Også en af FA 2000’s tre moderklubber, Dalgas, har prøvet kræfter med 3. division. Det var tilbage i 1973.

Her 46 år senere kan det lokale publikum så igen se frem til divisionsfodbold på Frederiksberg Stadio, når prominente gæster som Boldklubben Frem, AB, Brønshøj Boldklub, B 93 samt de fuldtidprofessionelle nedrykkere fra FC Helsingør venter.

Foto: Klaus Sletting

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Hyldest til det danske landkøkken: Smag på 1920’ernes fast food

Foredrag, tegneteknikker og mad