Apoteket Godthåbs 42-årige apoteker, Bilal Marashdeh, er uddannet farmaceut og har arbejdet på apoteker i både Herlev, Glostrup og Kristiansand i Norge, og så har han fungeret et år i Afghanistan som feltfarmaceut i Camp Bastion med rang af kaptajn. Foto: Bo Børresen

Sur 😠 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Apotek med historiske aftryk

FORTIDENS FINURLIGHEDER. Det er et halvt år siden, at Bilal Marashdeh overtog Apoteket Godthåb, men apotekets historie rækker 118 år tilbage i tiden. Stedets første apoteker hed Sophus Rützou. Bilal er den ottende i rækken.

HISTORIE: Da Bilal Marashdeh i december 2018 overtog Apoteket Godthåb fra sin mangeårige forgænger, Kirsten Bech-Jensen, var han ikke længe om at beslutte, at stedet skulle gennemgå den helt store renovering.

Den brede, meget fremtrædende skranke forrest i butikken blev pillet ned. Det gav mulighed for at tredoble butiksarealet. Ned røg også dele af det hvide akustikloft, og frem dukkede det smukkeste – og dog renoveringsmodne – glasloft i stil med det efterhånden berømte loft på Smallegades Apotek.

»Det trænger til en kærlig hånd. Men så snart der er tid og overskud til det, så skal det have nogenlunde samme omgang som loftet nede hos Liselotte (Petersen, apoteker på Smallegades Apotek, red.),« fortæller Bilal Marashdeh med en overbevisning i stemmen, så man ikke er i tvivl om, at det nok skal ske.

Apotekets egen tabletmaskine. Foto: Bo Børresen

Hans kærlighed til fortidens håndværk og remedier skinner tydeligt igennem, mens han stolt femviser den forgyldte håndvask, morteren i kæmpeformat og det firkantede væguret udført i træ og pyntet med sølvemblemer.

42-årige Bilal Marashdeh er uddannet farmaceut og har arbejdet på apoteker i både Herlev, Glostrup og Kristiansand i Norge, og så har han fungeret et år i Afghanistan som feltfarmaceut i Camp Bastion med rang af kaptajn.

Giftskab og tabletmaskine

»Du skal også med op ovenpå og se,« siger Bilal og går i forvejen op ad apotekets trappe.

»Her var der produktionslokaler i gamle dage. Apoteket lavede sin egen medicin og tabletter,« forklarer han.

Det første, der møder én på 1. sal, er et godt to meter højt indbygget skab med teksten ’Gift’ på alle tre skabslåger. For lige at understrege, at skabet altså (dengang) indeholdt kradsbørstige væsker, så har man givet sig tid til at udsmykke den største af skabslågerne med ’manden med leen’.

Giftskab fra en svunden tid. Foto: Bo Børresen

Længere inde i de tidligere produktionslokaler står et monstrum af en maskine. En såkaldt tabletmaskine (og nej, den laver ikke iPads eller andre tablets). Maskinen blev i sin tid benyttet til at lave Apoteket Godthåbs egne tabletter, så kunderne kunne komme ind fra gaden og få frisklavede tabletter og piller.

Meget er sket siden Sophus Rützou 12. november 1901 som den første apoteker slog dørene op til Apoteket Godthåb, men står det til Bilal Marashdeh, så bevares flest mulige af fortidens underfundige minder.

Vægur i træ med sølvemblemer. Foto: Bo Børresen
SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Sejre til B.93 i københavnerklassikere

GALLERI: FC Udfordringens oprykningsrus i billeder