Elsker 😍

LONG-READ: Istedgade – fra ende til anden

ISTEDGADE. Istedgade er måske landets mest kendte gade. Den strækker sig kun over 1,1 kilometer og ændrer markant karakter fra hovebanen til Enghave Plads. Men i virkeligheden begynder den ved Gasværksvej.

Solen er stadig ny og morgenfrisk, og akkompagneres af lyden af små plastikhjul, der ruller over asfalt og derefter bumper op på en kantsten. Turisterne trækker allerede fra morgenstunden deres trolleyer fra Istedgade mod Hovedbanegården. Andre kommer fra Hovedbanegården i retning af de mange hoteller omkring Istedgade.

»Når du kommer fra Hovedbanegården ligger Istedgade jo i kælderen. Du går ligesom en etage ned for at komme til Vesterbro,« siger Hanne Fabricius, der er forfatter til bogen ’Istedgade – porten til Vesterbro’.

Når turisterne har taget trapperne ned til Københavns kælder, mødes de af et konstant mylder af liv ved Hovedbanen.
Det er denne ende af Istedgade, der indtil for relativt nylig stadig i telefonens kort blev kaldt ’Istedgade – den hårde ende’. I folkmunde hedder den fortsat sådan.

Når turisterne har passeret de første pæne meter med 7/11 og hoteller er det, der møder dem junkier, prostituerede, lommetyve og vinduer med sexlegetøj.
Elementer, der stadig dominerer gaden og er med til at give Istedgade sit blakkede ry og sin store fascinationskraft i både ind- og udland.

Livet forlænges
Ved Maria Kirkeplads er der allerede først på dagen samlet en gruppe udenlandske hjemløse, der forsøger at få livet til at hænge sammen med pant.
I forlængelse af kirkebygningen ligger en af de første kombinerede værtshuse og tøjforretninger, Hats, Boots & Bourbon, hvor den tørlagte alkoholiker Erik Lohaven Persson både sælger støvler, hatte og whiskey.
De, der til daglig holder til udenfor butikken har efterhånden accepteret, at han er der, og respekterer, at også trappestenen og den store vinduesfascade hører til hans butik.

Hats boots & bourbon. Foto: René Mølskov
Hats boots & bourbon sælger er både en bar og en butik med herremode. Foto: René Mølskov

»Det er et hårdt kvarter, men stofbrugerne har aldrig været et problem. Til gengæld har der været pimps og piger på trappen. Men nu har jeg været her i 1,5 år og de har altid accepteret, hvis jeg beder dem pænt om at gå lidt væk,« fortæller han.

Pippi Langstrømpe møder Onkel Danny
På modsatte hjørne ligger et af Istedgades værtshuse, der trodsalt stadig er nogle stykker af. Selvom nogle nostalgisk begræder, at der er færre brune bodegaer og flere cafeer. Det vender vi tilbage til
Værtshuset her er fra slutningen af 1960’erne og hedder Spunk Bar. Det har sit navn efter historien med Pippi Langstrømpe, hvor hun er på jagt efter en Spunk. I fortællingen har Pippi opdaget ordet – men hvad en Spunk egentlig er, det mangler hun stadig at finde ud af. Og så går jagten ind på alt det, som en spunk måske i virkeligheden er.
Her i Istedgade er det et sted, man kan stille tørsten og mødes med vennerne. Og som om Astrid Lindgreen ikke var fint nok, så har Dan Turell ifølge Hanne Fabricius’ bog brugt netop Spunk Bar som inspiration til sine kriminalromaner, der foregår påVesterbro.

Med fødderne i et trafikalt knudepunkt
Selvom det stadig er formiddag er der stofbrugere på gaden og i byens to stofindtagelsesrum. Det hårde narkomiljø har siden 1970,erne været en fast bestanddel af Istedgade. Særligt her i ’den hårde ende’.
Men måske er det er slet ikke så mærkeligt, at det er lige her, det er endt.

»Det, politikerne ikke forstår, fordi de er så skide historieløse, er, at vi har en gade, der har sine fødder i et trafikalt knudepunkt. Derfor vil det også altid være et samlingssted for ludere og lommetyve,« siger Hanne Fabricius og fortæller at det på ingen måde er nyt at ’den hårde ende’ af Istedgade vender ned mod hovedbanegården. Til gengæl var det i tidernes morgen den fine og dyre ende af Istedgade. Og det er ifølge Hanne Fabricius derfor der findes så store lejligheder i den ende. Mellem otte og ti værelser var slet ikke uhørt dengang.

Et værdigt liv med stoffer
Et af de steder, der i lang tid har forsøgt at skabe værdige rammer for stofbrugerne er Mændenes Hjem. Her er nærmest altid gyngende ben foran hoveddøren og venner og uvenner mødes her dagligt.

Der er altid gratis, rene sprøjter og her kan man både overnatte og bruge stofindtagelsesrummet Skyen, der ligger i forlængelse af herberget. Og selvom miljøet er hårdt, er det også en del af gadebilledet. En – ifølge stedets forstander – velintegreret del, af gadebilledet, som gerne vil passe ind.

 

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

»Jeg synes, der er stor forståelse fra stofbrugerne i forhold til alle de andre grupperinger. Der er stor forståelse de forskellige grupper imellem og ikke mindst er der er stor forståelse fra de mennesker, der bor på indre Vesterbro. Der er en forståelse af, at mangfoldighed er noget, man altid har haft på indre Vesterbro. Så længe der ikke kommer konflikter, og 7-9-13 er der relativt få konflikter,« siger Ivan Christensen, der siden januar 2012 har stået i spidsen for Mændenes hjem.

Det var omkring det tidspunkt, hvor der også åbnede et stofindtagelsesrum på Halmtorvet.

»Ser man på stofscenen betød det, at der i stor udstrækning var færre stofindtag i det åbne rum. Det betød ikke, de forsvandt, men der blev færre, der sad og fixede i byrummet. Og det tror jeg, gør en kæmpe forskel. At man sjældent ser folk sidde på fortovet eller tilbagetrukket i en opgang for at skyde sit stof, har haft en stor betydning for følelsen af tryghed.«

Den hårde stofscene – de hårde gæster
På den modsatte side af vejen ligger der en stripbar og området er i weekenden velbesøgt. Men i weekenden er det ofte andre gæster end de, der bruger Istedgade i hverdagene.

Mændenes Hjem lægger rum til det hårde liv i Istedgade. Foto: René Mølskov

»For mig at se, er den hårdeste tid i Istedgade meget tidligt lørdag og søndag morgen. Det er det, fordi der er mennesker, der er i byen for at fyre den af. De er primært en del af et festmiljø og turnerer rundt i bydelen. Nogle af dem vil købe stoffer, nogle af dem vil have sex af en sexarbejder og indimellem kan stemningen der tidligt om morgenen være lidt ubehagelig. Der kommer nogle sene branderter, der ikke er vant til at komme på indre Vesterbro. De er påvirkede og de kommer her med en indstilling om at ’tage noget coke og knalde en luder’. Nogle af dem er virkelig påvirkede og de fungerer rigtig dårligt i bylivet og passer dårligt ind i den stemning, der generelt er her. De skaber i mine øjne den største utryghed,« fortæller han.

Fra ende til anden
En forårsdag med solskin er der både rummelighed og forskellighed at skue i Istedgade. Selvom vi stadig befinder os i den såkaldte hårde ende, så er der roligt og hyggeligt. Et par stykker siden udendørs ved Spunk Bar. Turisterne slæber deres kufferter frem og tilbage og skolebørn på cykler og skateboard suser gennem gaden. Nogle standser ved Mujaffa’s Shawarma for at supplere madpakken.

Billede er fra bogen ’Istedgade – Porten til Vesterbro’ af Hanne Fabricius – www.tyra.dk

Stripklubber, kiosker, shawarmabarer, værtshuse, tøjbutikker, cafeer og sågar moderne design er bare et lille udpluk af det store udbud i Istedgade. Men nu nærmer vi os Gasværksvej og det er faktisk her, Istedgade begynder.

Istedgade er i virkeligheden to landsbyer
For det kan godt være, at de fleste turister entrerer Istedgade fra Hovedbanegården. Men historisk set er Istedgade ikke vokset derfra, men fra Gasværksvej. Og måske er der noget om snakken, når arkæolog, forfatter og historiefortæller Hanne Fabricius påpeger, at det med den bløde og hårde ende i virkeligheden er utryk for at den bare 1.1 kilometer lange gade består af to små landsbyer.

»Istedgade er i virkeligheden to landsbyer. Og det er sjovt, for Istedgade voksede ud fra Gasværksvej fra 1858 som sådan et par arme. Og efter en million forhindringer når den til sidst i 1880’erne Reventlowsgade. Det er først omkring år 1900 at Istedgade når Enghave Plads,« fortæller hun.

Tatovører har der også været længe i Istedgade. Den tattoverede herre til højre er Svend Kok, der ifølge rygterne havde ry for at vælte pølsevognen, hvis service-niveauet ikke var i orden. Jon Nordstrøm.

Formand for Vesterbro Lokalhistorisk Forening og Arkiv, Thomas Warburg, er enig i betragtningen.

»Der er to slags istedgader. En fra Hovedbanen til Gasværksvej og en fra Gasværksvej og ud til Enghave Plads. Det inderste ligner sig selv, hvor virkelig mange forskellige mennesker tumler rundt i gaden. I den anden ende ved Enghave Plads er det mere blevet hipsters paradise. Det er der ikke noget galt i, og jeg synes godt, at Vesterbro kan rumme det hele. Jeg synes stadig, man kan mærke på Vesterbro, at vi holder sammen og vi passer på hinanden og forsøger at styrke den sociale integration,« siger Thomas Warburg.

Måske oplever man i virkeligheden skiftet fra det ene til det andet Istedgade allerede ved Viktoriagade, fordi gentrificeringen, byudviklingen og tiden hele tiden ændrer Istedgade.

»Det virker som om skiftet er helt dernede nu. Men i 1990’erne, hvor de gambianske drug-dealers styrede, der rykkede den anden landsby helt op til Saxogade. Indtil politiet lavede en razzia og i løbet af en nat var det som en elastik, hvor det røg tilbage til Gasværksvej,« fortæller Hanne Fabricius.

Vesterbro overgiver sig aldrig
Tæt ved Gasværksvej, lige ved siden af Mujaffa’s Shawarma ligger den sagnomspundne Stjerne Radio, der er kendt som stedet, hvor den største danske modstandsguppe Holger Danske opstod.
I dag er Stjerne Radio er blot en facade og et udstillingsvindue. Bag vinduet fortælles historier om modstandskampen, der resulterede i, at den oprindelige bygning blev bombet to gange hen mod krigens slutning. Til sidst blev den revet ned i 1990’erne.

Selvom der ikke er vished om, hvor udtrykket ’Istedgade overgiver sig aldrig’ oprindeligt stammer fra, så er det ifølge formand for Vesterbro Lokalhistorisk Forening og Arkiv, Thomas Warburg underordnet.

»Det er jo sådan et kampråb, som Vesterbroerne godt kan lide at sige til hinanden. Det stammer fra besættelsestiden og betyder jo, at vi har et sammenhold og vi finder os fandme ikke i noget. Det appelerer til sammenholdet i Istedgade og for den sags skyld resten af Vesterbro,« siger han.
Der er fra tid til anden røster, der bedyrer at ’Istedgade har overgivet sig’. Men hverken historikeren eller forfatteren kan rigtig se det.

Foto: Hanne Fabricius

»Jeg er så pissetræt af folk, der siger at Istedgade har overgivet sig. Så kan man lige så godt sige, at København har overgivet sig. Det giver jo ingen mening,« siger Hanne Fabricius.
Heller ikke Thomas Warburg kan se meningen i det.

»Jeg synes ikke Istedgade har overgivet sig. Den har udviklet sig. Sammenholdet er til gengæld under pres ved den massive gentrificering, der særligt skete midt i 1990’erne. Men jeg synes jo, at man skal tale med de nye beboere om at holde sammen fortsat. Med udgangspunkt i, at Istedgade overgiver sig aldrig. Man siger det jo også i sidegaderne, i Saxogade og Vesterbrogade. Og jeg synes, der er god grund til at bruge det. Fællesskabsfølelsen, det giver er unik og det er noget særligt for Vesterbro. Det ser du ikke på Østerbro eller i Vanløse,« siger han.

 

En helt ny Istedgade
Der er stadig mange, der begræder at udviklingen i Istedgade er som den er. Gentrificering, rigere befolkning, større lejligheder. Men der er også andet. Tilbage i 1980’erne hærgede butiksdød og forfald i gaden. Nu blomstrer gaden af liv fra de første solstråler melder deres ankomst.

»Den første café, Myrnas åbner i 1985, men da først Bang og Jensen åbner sker der for alvor noget .Det var næsten som om, at Istedgade forandrede sig over en nat,« siger Hanne Farbricius.
I dag er der både dansk design, en perlerække af cafeer og spisesteder, forlag og boghandlere, tatovør-forretninger, to slagtere, de brune værtshuse og plads til både barnevogne i hopetal og stofbrugerne. Side om side lever Istedgades folk med hinanden. I evig forandring men for altid Danmarks mest kendte gade.

Arkivfoto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Debat: Socialdemokratiet vil gøre Flintholm Svømmehal kommunal

‘Luksus’-børnehave mangler børn