Arkivfoto: Martin Sørensen

Jørgen Leth i kirkens varme stol

Live-interview: Mandag 27. maj klokken 19.30 indtager Jørgen Leth den varme stol, når det første af fire gratis live-interviews løber af stablen i Lutherkirkens Wittenbergsal (Randersgade 3). Den kendte forfatter, filmmager og cykelløbskommentator vil på aftenen blive interviewet af journalist og forfatter, Ivan Rod, som også er medlem af menighedsrådet i Rosenvængets Sogn.

Live-interviewet vil tage afsæt i Jørgen Leths seneste bog, digtsamlingen ’Det bliver ikke væk’ – en samling vilde og vrisne, desperate, humoristiske og veloplagte digte om at blive gammel og træt, om at få sorte huller i hukommelsen, om at undres og forarges, blive væltet omkuld af vestenvinden og miste grebet og ævred og inspirationen.

Om digtsamlingen skrev Weekendavisens anmelder bl.a.: ”Sjældent er en stor digter mere cool og kraftfuldt gået i opløsning end Monsieur Jorgen.”

Det andet af de fire gratis live-interviews løber af stablen mandag den 3. juni kl. 19:30, hvor den lokale forfatter Carsten Jensen sidder i den varme stol.

Arrangementerne er støttet af Østerbro Lokaludvalg.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Distortion er klar til Vesterbro

Tusindvis går fra København til Helsingør: Mød manden bag folkevandring