Niki De Sant Phalle: Løbende Figur, seriegrafi, uden årstal. Foto: Anders Sune Berg
in , ,

Oplev maleriets lillesøster på Kastrupgårdsamlingen

UDSTILLING. Kastrupgårdsamlingen fejrer sit 40 års jubilæum med udstillingen GRAFIK GRAFIK GRAFIK, der tilbyder gensyn med store danske grafikere, blandt andre Asger Jorn, Svend Wiig Hansen og Dea Trier Mørch.

KASTRUP: Målet var at blive et statsanerkendt kunstmuseet, da Kastrupgårdsamlingen for første gang åbnede dørene på Kastrupvej 399 i 1977.

Samlingen af grafisk kunst blev allerede indledt ni år tidligere på opfordring af den daværende Amager Kunstforening og op til 1977 var blev der indkøbt 1600 grafiske værker.

Kulturministeriet så med velvillige øjne på det nye museum for grafisk kunst i Tårnby Kommune, og statsanerkendelsen blev opnået i januar 1979.

Kunsthistoriens udvikling

Nu fejrer Kastrupgårdsamlingen 40 året for sin plads i det nationale museumsvæsen med udstillingen GRAFIK GRAFIK GRAFIK – Kastrupgårdsamlingen 40 år, hvor et bredt udvalg af museets samling på – hold fast – over 6.000 værker af omkring 580 kunstnere vises.

Der bliver blandt andet gensyn med nogle af dansk kunsts store grafikere, blandt andre Asger Jorn, Svend Wiig Hansen, Dea Trier Mørch, Jane Muus, Lene Adler Petersen samt internationale navne, deriblandt David Hockney, Man Ray, Niki De Sant Phalle, Sam Francis og Pablo Picasso.

Nutidens grafik repræsenteres på udstillingen blandt andre af John Kørner, Cathrine Raben Davidsen og Morten Schelde.

Og så vises der værker, som aldrig har været fremme af magasinet samt nye indkøb fra de sidste 10 års kunstfaglige indsamling på Kastrupgårdsamlingen.

Selvom værkerne er købt i de sidste 40 år findes der værker tilbage fra 1940’erne og op til i dag. På udstillingen vil man altså kunne følge kunsthistoriens udvikling gennem grafikken.

Grafik er tit et startkøb

Trykket har traditionelt været opfattet som maleriets ’lillesøster’. Tit er det ikke blevet opfattet som unika ligesom maleriet, fordi de fleste grafiske værker bliver trykt i oplag.

Grafisk tryk er til gengæld mere tilgængeligt for kunstkøberen med den mere beskedne pengepung. Mange starter deres kunstsamling med et grafisk værk.

Men selv om betegnelsen ’grafik’ dækker over kunst, som udelukkende er trykt, så rummer grafikken forskellige teknikker som træsnit, linoleumssnit, kobbertryk og serigrafi. Og derudover udfordrer og udvikler kunstnerne teknikker i et væld af farver, former og materialiteter.

Det sker tit i samarbejde med en trykker på et af de grafiske værksteder, som Danmark er internationalt berømmet for.

Med udstillingen kan man få syn for sagen og udforske det særlige værkbegreb som trykket er. Det er et mulighedsrum og et benspænd, som nogle kunstnere har gjort til deres primære virke, mens andre lader det supplere deres værkproduktion.

Udstillingen varer fra 30. maj til 29. september, og der er fernisering onsdag 29. maj klokken 19.00, hvor museet byder på et lille glas.

Læs mere på www.kastrupgaardsamlingen.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Tusindvis går fra København til Helsingør: Mød manden bag folkevandring

Høring på vej: Hvad skal der ske med Platanvej?