NY BUTIK: Ombygningen af lokalerne på Godthåbsvej 26 (mellem Emmerys og Nordic Noodle) er hverken helt eller halvt færdig. Men det skulle være ganske vist: 9. juni åbner en ny isbutik i Potato Factorys tidligere lokaler.
Initiativtageren til ’Fransk Ishus’, som stedet kommer til at hedde, er den 39-årige kok, Jakob Rasmussen. Han er i forvejen medejer af Fransk Spisehus i Herlev.
»Jeg boede i Frankrig i fire år i mine unge dage, og har Frankrig under huden. Men,« siger Jakob Rasmussen, isen i Fransk Ishus er pæredansk. Jeg laver nemlig selv al is.«
Konceptet i Fransk Ishus er ganske simpelt: Gammeldags isvafler med hjemmelavet is og sorbet, friskpisket flødeskum og hjemmelavet syltetøj.
Jakob Rasmussen fremhæver, at der vil være masser af sorbetvariationer – også nogle mere eksotiske som gulerodssorbet og havtornsorbet.
Foruden is og sorbet vil man kunne købe kolde, hjemmelavede takeaway-middagsretter i Fransk Ishus. Jakob Rasmussen ejer stedet med sine kone samt sin niece og hendes kæreste, som begge bor på Frederiksberg, og som – med Jakob Rasmussens ord – »har fingeren på pulsen.«
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel