Det grønne vil være omdrejningspunktet for den bæredygtige weekend i Nordhavn. Arkivfoto: Michael Paldan

Bæredygtig weekend i Nordhavn

Der bliver masser af indkøbsmuligheder i Århusgadekvarteret i Nordhavn den kommende weekend. Det grønne og bæredygtigheden vil være i centrum.

Indkøb: Shopping, guidede ture, design, workshops, udstilling, åbent hus, grøntsagsmarked, plantedag, is, mad og drinks er nogle af de mange ingredienser i Bæredygtig Weekend i Nordhavn, som kan opleves 25-26. maj.
Handelsforeningen Århusgadekvarteret og By & Havn står for arrangementet.
Herunder en række udvalgte programpunkter, du kan meget andet vælge blandt:

Selvkørende bus
Autonomous Mobility åbner op i deres garage på Sundmolen, hvor du kan se den selvkørende bus, der kommer ud at rulle i Århusgadekvarteret og høre et oplæg om projektet fra Pernille Lytzen, Product Development Lead hos Autonomous Mobility.
Det sker søndag 26. maj kl. 11-14. Pakhus 53, Klubiensvej 9 på Sundmolen.

Guidede ture
By & Havn arrangerer flere guidet ture i Århusgadekvartet under Bæredygtig weekend, hvor du kan høre om genanvendelsen af de gamle byggerier, grøn transport, energivenlige løsninger, et bæredygtigt handelsliv og rensning af regnvand.
Turen starter i udstillingen Himmel og hav! og går rundt til mange af bydelens grønne tiltag. Tjek weekendens program for at finde ud af, hvilken tur der passer dig.

Workshop for børn
Arkikiddos inviterer børn til deres workshop ’Green up our city’ lørdag fra 10.30 til 12.30 i Havnekulturkontoret i Århusgade 126.
Workshoppen giver en introduktion til, hvordan arkitektur og en bæredygtig by hænger sammen.
Der vil være mange aktiviteter til kreative små hænder – tegning, farvelægning, klippe og masser af klister – mens børnene får et indblik i genbrugsbeholderem drivhuse, vindmøller og solpaneler.
Hvert barns bidrag vil indgå i en meningsfyldt fælles collage.

Sushiworkshop
Lørdag 25. maj klokken 12-16 kan du komme på Sushikursus på Letz Sushi. Lær at lave lækker og bæredygtig sushi. Tilmelding via madbillet.dk. Bordeauxgade 2.
Letz Sushis kokke står for undervisningen og garanterer en lærerig og underholdende tid. Der vil blive arbejdet med de absolut bedste råvarer, økologiske ris, og sushien laves med et nordisk twist, lyder det fra arrangørerne.

På besøg hos arkitekterne
Hvis du interesserer dig for eller gerne vil vide mere om bæredygtig arkitektur, så kig forbi Lendager Group og Vilhelm Lauritzen Arkitekter, som holder åbent hus.
Her kan du få en rundvisning af tegnestuerne og høre hvordan de arbejder med bæredygtighed.

Plantedag
Der er workshops med Kaja Skytte om at plante i storbyen. Sammen med Tagtomat og Plant Kbh indtager hun hjørnet af Århusgade med grønne planter, krukker og frø.
Det sker lørdag 25. maj klokken 11-16.
Der er fokus på at gøre altanerne sommerklar, så det kan spire og blive grønt på tagene og mellem bygningerne.

Designshop
Et nyt kunstnerdrevet udstillingssted – Co Temporary – har set dagens lys i lokaler i Århusgade 120. Stedet udstiller nutidig international billedkunst, bæredygtigt design og kunsthåndværk omgivet af kreative fællesskaber og arbejdende ateliers.
Her er der åbent lørdag klokken 11-16.

Mød en forsker
Nordhavns eget EnergyLab åbner dørene op for deres showroom på Sundkaj 7, 2. sal.
Her kan du møde en forsker og blive klogere på fremtidens energisystem, deltage i debatten om hvordan nye energifællesskaber kan gøre dit energiforbrug mere bæredygtigt i fremtiden og få inspiration til et smartere hjem.
Der vil også være to guidede gåture med en forsker, hvor du kan blive klog på, hvorfor Nordhavn er Danmarks største energitestlaboratorium. Det sker lørdag 25. og søndag 26. maj klokken 11-15. Sundkaj 7, 2. sal på Sundmolen.

Skattejagt og genbrug
Der vil være sjove og lærerige aktiviteter for både store og små på Nordhavn Nærgenbrugsstation, hvor du kan blive klogere på genbrug. Tag for eksempel børnene med på skattejagt eller spil sorteringsspil.
Har du brug for at gøre din cykel forårsklar eller reparere defekte genstande, så holder også værkstedet åbent. Det sker søndag 26. maj klokken 10-16. Helsinkigade 26.

Rundvisning på skolen
Til Bæredygtig weekend kan du komme forbi Copenhagen International School og få en rundvisning af den karakteristiske skole, der er dækket af 12.000 solceller.
Den elevdrevede klub ’Bye Bye Plastic Bags’ vil være til stede og fortælle om deres organisation og hvordan du kan gøre din livstil mere bæredygtig. Bemærk at arrangementet er på engelsk. Det sker søndag 26. maj klokken 13-15 på Levantkaj 4.

Mød direktøren
Hvad betyder byfællesskaber, og hvordan kan et byudviklingsselskab bidrage til at fremme fællesskaber mellem beboer i nye byområder?
Det vil By & Havns administrerende direktør Anne Skovbro, antropolog og forsker Marie Stender samt partner og creative director i Briq Group Peter Bur Andersen diskutere i samtalen »Byliv og fællesskaber i nye bykvarter«.
Det sker lørdag 25. maj klokken 13-14. The Audo på Århusgade 130.

Udstilling
By & Havns udstilling »Himmel og hav« holder åbent under Bæredygtig weekend fra 10 til 18.
I udstillingen kan du få et indblik i de grundlæggende tanker og visioner for udviklingen i Nordhavn og høre om de bæredygtige initiativer i bydelen.
Både lørdag og søndag kommer Nordhavns Lokalhistoriske Forening forbi klokken 14-16 og fortæller om Nordhavns historie.
Du kan kigge forbi Helsinkigade 29 og blive opdateret på planerne for Nordhavn.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Dialog om vejarbejdet på Gammel Kongevej

Økologisk smagsprøver i weekenden