FOTO: BENEDICTE LORENZEN

Tre x valgmøder – Et rødt/grønt, et tværpolitisk og et i kirken

FOLKETINGSVALG: Der er fuld knald på valgkampen op til Folketingsvalget 5. juni, og valgarrangementerne pibler frem overalt – og selvfølgelig også her på øen. Her er tre bud:

Der bliver hverken koranafbrænding eller bibelkast, og kaffen koster gratis, lover 3F Kastrup, når fagforbundet sammen med Metal afd. 16 holder tværpolitisk valgmøde mandag 27. maj klokken 17.30-20.30 på Saltværksvej 68

Syv partier er inviteret til at give deres bud på og debattere blandt andet tilbagetrækning/pensionsalder, boligpolitik, klima, arbejdsmiljø, social dumping og andre aktuelle emner. Mød blandt andre Martin Geertsen (V), Caspar Stefani (C), Asbjørn Flügge (Å), Paw Karslund (O) og Peter Hummelgaard (A). Derudover er SF og Enhedslisten inviteret.

Før debatten går i gang 18.15, starter aftenen med spisning for alle. Det koster 30 kroner, men er dog gratis for medlemmer af 3F Kastrup og Metal afd. 16. Øl og vand kan købes. Man tilmelder sig spisning på kastrup@3f.dk, tlf. 70 300 950 eller personligt hos 3F eller Metal afd. 16.

Geertsen og Rohde i kirken

Engang var Martin Geertsen og Jens Rohde to (forskellige) alen af samme parti, nemlig Venstre, men siden har Jens Rohde føjet Radikale til partinavnet. De krydser klinger ved et valgmøde med paneldebat mandag 27. maj klokken 19.00-23.00 i Købnerkirken, Shetlandsgade 6, hvor der forventes at deltage endnu et par (endnu unavngivne) kandidater til Folketinget i panelet.

Debattørerne vil blandt andet diskutere religionens rolle i samfundet, familiepolitik og bæredygtighed. Der kan købes drikkevarer og snacks i Café Julius.

Klimaet og fælledbyggeriet på programmet

Enhedslisten og Alternativet holder fælles valgmøde onsdag 29. maj klokken 16.00-18.00 i Krunch, Øresundsvej 14.

De to partier har flere fællesnævnere. For eksempel stemte de begge imod den affredning af Amager Fælled, der muliggør det kommende boligbyggeri. Og så har de begge fremlagt klimaplaner, der kommer tættere på at sikre, at Danmark lever op til Paris-aftalen, end andre partiers bud.

Interesserede kan komme og diskutere med folketingsmedlemmerne Rune Lund (Ø) og Christian Poll (Å), hvordan vores planet skal overleve, og hvordan man redder fælleden.

Der serveres kaffe og te (og Kajkager til de første) klokken 16.00, der er mødestart 16.30 med oplæg fra de to politikere og derefter dialog med salen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Plan for Nordre Frihavnsgade: Færre gennemkørende biler i fremtiden

Gaveregn til kulturelle institutioner