I 2015 var der planer om at gøre krydset Hulgårdsvej/Sallingvej/Godthåbsvej mindre farligt. Men projektet er endnu engang udskudt, og det bekymrer beboerne blandt andre Lars Körner og Lisa Persson (på billedet), som hver dag færdes i krydset. Foto: Martin Sørensen
in ,

‘Hvor mange uheld skal der til?’

Beboere er stærkt bekymrede over trafikken på Hulgårdsvej, der har kostet flere ulykker. Et af ofrene er 37-årige Lisa Persson, der blev kørt ned for tre år siden og har varige mén. Planen var en sikker vej, men projektet er udskudt.

Onsdag 2. marts, 2016: Lisa Persson er 34 år, læge og er lige blevet ansat i et forskningsprojekt på Statens Seruminstitut, hvor hun skal forske i svangerskabsforgiftning. Hun bor på Vognborgvej bag Hulgårdsvej og Godthåbsvej med sin mand og to børn på to og fire år. Klokken 20, da børnene er lagt i seng, tager Lisa sine leopardplettede løbetights, en t-shirt og en sort løbejakke på og snørrer sine Nike Air-løbesko. For første gang i lang tid skal hun ud at løbe sammen med sin veninde, og hun glæder sig, selvom vejret er mere til tæppe, film og stearinlys.,

Det er koldt. Fem grader og der kommer ind i mellem nogle kraftige vindstød. Solen har pjækket, og det har småregnet hele dagen, så luften er fugtig. Løbeturen går godt. Rigtig godt. Veninden tager det roligt, da hun er ved at komme sig over en hjernerystelse og løber hjem igen efter en kort tur. Men Lisa er fuld af energi og løber en ekstra gang ned til Grøndal Station og tilbage igen på Godthåbsvej. Foran solcenteret ved krydset Sallingvej/Godthåbsvej stopper hun op for rødt og småløber lidt på stedet. Hun er glad og glæder sig til at komme hjem igen.

Da det bliver grønt for hende, løber hun over krydset.

I en sort bil sidder en ung mand. Han har nogle venner med, der sidder på bagsædet og han snakker med dem, mens han kører bilen. Han er helt ædru, men overser lyskrydset og kører direkte ind i en yngre, spinkel kvinde, der med ét bliver slynget op på hans kølerhjem og lander med hovedet i forruden, så der tegner sig et aftryk.

Kvinden er Lisa, der mister bevidstheden et kort øjeblik. Da hun kommer til sig selv, har føreren af bilen ringet 112. Lisa låner hans mobil, så hun kan ringe til sin mand, Matthias.

Han er hjemme hos børnene på Vognborgvej og må have fat i underboen, så han kan kigge efter børnene, mens han henter sin kone. Det er nok ikke alvorligt, tænker han, siden hun selv har ringet efter ham. Men nede i krydset er der både politi og ambulance, og han bliver meget chokeret, da han ser, at hele krydset er spærret af, og hans kone ligger på asfalten.

Trafik farligt kryds Hulgårdsvej Godthåbsvej

Læs mere på minby.dk/vanloese

Svært ved at huske

Det er tre år siden nu, at Lisa Persson blev kørt til traumecentret og fik konstateret svær hjernerystelse. Hun har stadig svært ved at huske beskeder og koncentrere sig i lang tid ad gangen og kan ikke fungere optimalt i forsamlinger med mange mennesker. Efter ulykken måtte hun opgive at starte fuldtid på ph.d-projektet, og det er hun netop begyndt på igen. Hun vil gerne være fødselslæge, men har indstillet sig på, at det nok ikke skal være på et stort hospital, for det er for meget for hendes hoved.

Gøre noget ved krydset

Hun har en varig méngrad og det gyser stadig i hende, da vi tirsdag 14. maj 2019 klokken 7.30 står og taler lige ved krydset, hvor hun blev kørt ned. Sammen med andre beboere på Vognborgvej og Grysgårdsvej kæmper hun for at få ændret trafiksituationen, så der eksempelvis er tydeligere skiltning af krydset samt at der er grønt i længere tid, så man ikke skal småløbe over, som flere børnefamilier gør denne tirsdag morgen.

Projektet taget af bordet

Københavns Kommune lavede tilbage i 2015 et forslag, der skulle gøre trafikken mindre farlig ved blandt andet at lave lyssignal seperat for venstresving og mindske antallet af vejbaner. Det forslag blev sendt i høring, men er aldrig blevet til noget og med de seneste anlægsprioriteringer bliver det heller ikke til noget i år eller næste år.

Det bekymrer Lars Körner, der er formand for beboerforeningen, som består af 36 dobbelthuse på Grysgårdsvej og Vognborgvej.

»Statistikken taler for sig selv. Der er registreret flere uheld i det kryds, og kommunen har også katergoriseret det som ekstra farligt. En af vores beboere (Lisa Persson, red.) har selv prøvet at blive kørt over – så må bare spørge politikerne og kommunen; hvor meget skal der til, før at der sker noget?,« siger Lars Körner.

Ifølge Teknik- og Forvaltningen er det oprindelige projekt, som blev udarbejdet for fire år siden, blevet dyrere med årene, fordi kommunen vil inkludere begge kryds, altså også krydset ved Grøndalskirken, og det betyder, at der skal indrettes veje og svingbaner på en helt ny måde.

Teknik- og Miljøborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) vil se nærmere på budgetnotatet, der ligger til grund for beslutningen om at udskyde projektet.

»Det er meget ærgerligt, at projektet er blevet dyrere end forventet, fordi der er et behov for at inkludere de omkringliggende kryds i projektet. Samtidig kan jeg kun undre mig over, at partierne bag overførselssagen ikke har fundet det væsentligt at prioritere trafiksikkerheden i et af Københavns farligste kryds, men da Enhedslisten ikke har siddet med omkring forhandlingsbordet, ligger ansvaret hos de andre partier,« siger Karina Vestergård Madsen.

 

Tak til klimatolog Frans Rubeck, DMI, for vejrdata til fortællingen om Lisa Persson.

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

Jeg interesserer mig virkelig for det lokale

FEATURE: Istedgade fra ende til anden (4.del)

Begravelse uden religiøse elementer