Istegade. Foto: René Mølskov
Istegade. Foto: René Mølskov
in , ,

Like 👍

FEATURE: Istedgade fra ende til anden (1. del)

ISTEDGADE. Istedgade er måske landets mest kendte gade. Den strækker sig kun over 1,1 kilometer og ændrer markant karakter fra hovebanen til Enghave Plads. Men i virkeligheden begynder den ved Gasværksvej.

Solen er stadig ny og morgenfrisk, og akkompagneres af lyden af små plastikhjul, der ruller over asfalt og derefter bumper op på en kantsten. Turisterne trækker allerede fra morgenstunden deres trolleyer fra Istedgade mod Hovedbanegården. Andre kommer fra Hovedbanegården i retning af de mange hoteller omkring Istedgade.

»Når du kommer fra Hovedbanegården ligger Istedgade jo i kælderen. Du går ligesom en etage ned for at komme til Vesterbro,« siger Hanne Fabricius, der er forfatter til bogen ’Istedgade – porten til Vesterbro’.

Når turisterne har taget trapperne ned til Københavns kælder, mødes de af et konstant mylder af liv ved Hovedbanen.
Det er denne ende af Istedgade, der indtil for relativt nylig stadig i telefonens kort blev kaldt ’Istedgade – den hårde ende’. I folkmunde hedder den fortsat sådan.

Når turisterne har passeret de første pæne meter med 7/11 og hoteller er det, der møder dem junkier, prostituerede, lommetyve og vinduer med sexlegetøj.
Elementer, der stadig dominerer gaden og er med til at give Istedgade sit blakkede ry og sin store fascinationskraft i både ind- og udland.

Livet forlænges
Ved Maria Kirkeplads er der allerede først på dagen samlet en gruppe udenlandske hjemløse, der forsøger at få livet til at hænge sammen med pant.
I forlængelse af kirkebygningen ligger en af de første kombinerede værtshuse og tøjforretninger, Hats, Boots & Bourbon, hvor den tørlagte alkoholiker Erik Lohaven Persson både sælger støvler, hatte og whiskey.
De, der til daglig holder til udenfor butikken har efterhånden accepteret, at han er der, og respekterer, at også trappestenen og den store vinduesfascade hører til hans butik.

Hats boots & bourbon. Foto: René Mølskov
Hats boots & bourbon sælger er både en bar og en butik med herremode. Foto: René Mølskov

»Det er et hårdt kvarter, men stofbrugerne har aldrig været et problem. Til gengæld har der været pimps og piger på trappen. Men nu har jeg været her i 1,5 år og de har altid accepteret, hvis jeg beder dem pænt om at gå lidt væk,« fortæller han.

Pippi Langstrømpe møder Onkel Danny
På modsatte hjørne ligger et af Istedgades værtshuse, der trodsalt stadig er nogle stykker af. Selvom nogle nostalgisk begræder, at der er færre brune bodegaer og flere cafeer. Det vender vi tilbage til
Værtshuset her er fra slutningen af 1960’erne og hedder Spunk Bar. Det har sit navn efter historien med Pippi Langstrømpe, hvor hun er på jagt efter en Spunk. I fortællingen har Pippi opdaget ordet – men hvad en Spunk egentlig er, det mangler hun stadig at finde ud af. Og så går jagten ind på alt det, som en spunk måske i virkeligheden er.
Her i Istedgade er det et sted, man kan stille tørsten og mødes med vennerne. Og som om Astrid Lindgreen ikke var fint nok, så har Dan Turell ifølge Hanne Fabricius’ bog brugt netop Spunk Bar som inspiration til sine kriminalromaner, der foregår påVesterbro.

Med fødderne i et trafikalt knudepunkt
Selvom det stadig er formiddag er der stofbrugere på gaden og i byens to stofindtagelsesrum. Det hårde narkomiljø har siden 1970,erne været en fast bestanddel af Istedgade. Særligt her i ’den hårde ende’.
Men måske er det er slet ikke så mærkeligt, at det er lige her, det er endt.

»Det, politikerne ikke forstår, fordi de er så skide historieløse, er, at vi har en gade, der har sine fødder i et trafikalt knudepunkt. Derfor vil det også altid være et samlingssted for ludere og lommetyve,« siger Hanne Fabricius og fortæller at det på ingen måde er nyt at ’den hårde ende’ af Istedgade vender ned mod hovedbanegården. Til gengæl var det i tidernes morgen den fine og dyre ende af Istedgade. Og det er ifølge Hanne Fabricius derfor der findes så store lejligheder i den ende. Mellem otte og ti værelser var slet ikke uhørt dengang.

LONG-READ: Anden del er online fra fredag 17. maj.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Borgmester: God idé med sen skolestart

Fodbold: Brøndby og Midtjylland mødes i pokalfinalen i Parken store bededag