Bagmændene bag planerne om H.C. Andersen-højhus i Nordhavn, blandt andet arkitekt Bjarke Ingels (nummer tre fra venstre) og direktør Kurt Immanuel Pedersen (nummer fire fra venstre).

Efter nej til højhus: Bygherre er skuffet og overrasket

Nordhavn. Det undrer direktøren for H.C. Andersen Adventure Tower, at Københavns Kommune nu pludselig bremser projektet med et højhus i Nordhavn, efter de i selskabet har indgået en aftale med By & Havn, som kommunen opfordrede dem til.

BYUDVIKLING: Der har været mange møder, og sagen har været behandlet i flere politiske udvalg over nogle år.

Det kom derfor noget bag på aministrerende direktør i H.C. Andersen Adventure Tower Aps (HCAAT) – Kurt Immanuel Pedersen, at politikerne i teknik- og miljøudvalget forleden dag ikke ville gå videre med en lokalplan for projektet om et kæmpe højhus med forlystelsespark i Nordhavn.

LÆS OGSÅ: Gigantisk højhus i Nordhavn er blevet bremset

»Det er skuffende og overraskende efter en så langvarig sagsbehandling og indgåelse af betinget grundkøbsaftale med kommunens eget udviklingsselskab By & Havn, at projektet pludselig afvises,« udtaler han i en skriftlig kommentar til Østerbro Avis.

Ikke tillid til eget selskab

Nej’et skyldes blandt andet, at politikerne har fulgt Teknik- og Miljøforvaltningens skepsis omkring, at kommunen ikke kan nægte, at højhuset tages i brug, inden Nordhavnstunnelen er på plads, når der er indgået en privatretlig aftale mellem By & Havn og HCAAT.

Det er en betingelse for kommunen, at trafikken kan komme helt ud til Nordhavn i en tunnel, inden et højhus kan komme på tale.

»Det er mærkværdigt, når afvisningen sker med den begrundelse, at flertallet i udvalget ikke har tillid til, at kommunens eget udviklingsselskab By & Havn vil håndhæve den privatretlige aftale med HCAAT, som skal sikre, at ibrugtagningen af HCAAT-projektet først sker efter åbningen af Nordhavnstunnellen i 2027,« udtaler Kurt Immanuel Pedersen.

Selskabet indgik i december en betinget grundkøbsaftale med By & Havn med en klausul om ibrugtagningstidspunktet efter anvisning fra et flertal i teknik- og miljøudvalget.

LÆS OGSÅ: Folk bag højhus har sikret sig jord

»Som nu pludselig efter fem måneder forkastes af udvalget efter indstilling fra forvaltningen,« konstaterer han.

Ikke givet helt op

Kurt Immanuel Pedersen har ikke givet helt op, selvom han erkender, at det ser svært ud.

»Vi vil nu drøfte med politikerne, om der er andre muligheder for, at aftalen med By & Havn kan opretholdes, og planprocessen igangsættes, » udtaler han og nævner, at grundkøbsaftalen har frist 1. juni, hvor der skal være truffet en politisk afgørelse om at igangsætte planprocessen.

Kurt Immanuel Pedersen understreger, at HCAAT ikke har lagt sig fast på, at et højhus skal være 280 meter, men at flere muligheder er i spil.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

FRB.C Stafetten: Saml et hold og løb med

Vesterbro-hotel er en af verdens mest demokratiske arbejdspladser