Lisa Holmfjord bor i Tårnby med sin kæreste og otteårige datter. Hun har desuden tre voksne børn. Foto: Martin Sørensen
in , , , ,

Afgående forkvinde for Dansk Kvindesamfund: »Vel har vi ej ligestilling«

FORKVINDE-EXIT. 4. maj gik Lisa Holmfjord fra Tårnby af som forkvinde for Dansk Kvindesamfund. Hun fortsætter som direktør for organisationens to krisecentre. Og hendes feministiske kampgejst er intakt.

TÅRNBY/VESTERBRO: Lisa Holmfjord tager imod i Dansk Kvindesamfunds hovedsæde iført høje hæle, jeans og en sort t-shirt med et foto fra 70’erne af de to amerikanske feminister Gloria Steinem og Dorothy Pitman-Hughes samt teksten ’Equal rights now’ – lige rettigheder nu.

Vi møder hende tre dage før, at hun – som planlagt – går af som forkvinde for Dansk Kvindesamfund efter otte år på posten og bliver afløst af Ulla Müller. Lisa Holmfjord fortsætter som direktør for Dansk Kvindesamfunds krisecentre.

»Nu vælger jeg at træde ned og give og give stafetten videre. Der sker rigtig meget med krisecentrene i øjeblikket, og det er også det, jeg skal bruge mere tid til nu. Nu synes jeg, at jeg har kørt foreningen derhen, hvor jeg godt kan være bekendt at give den videre til andre,« siger hun.

Traditionelle kønsroller

Lisa Holmfjord er, lige som sin mor, født og opvokset i Tårnby, og det var bestemt ikke i barndomshjemmet, at hun begyndte at engagere sig i feminisme.

»Tårnby er næsten en provinsby, selv om det er meget tæt på København. Jeg var barn og ung i 70’erne, men det var ikke fordi feminisme eller rødstrømpebevægelsen, som den hed dengang, florerede særligt meget hos os. Jeg kommer fra et arbejderklassehjem med et meget traditionelt kønsrollemønster. Men jeg har altid haft tankerne om, hvad jeg syntes var retfærdigt og uretfærdigt, og hvorfor piger skulle behandles anderledes end drenge,« fortæller hun.

Da Dannerhuset i Nansensgade blev besat i 1979, registrerede den 13-årige Lisa det da.

»Vi kørte forbi, og enten var de ved at male kvindetegnet på ruderne, eller også var de i gang med det. Og jeg tænkte: Nej, hvor er det interessant,« fortæller hun.

Men hun nærmede sig ikke kvindebevægelsen endnu. Hun blev tidligt gravid med sit første barn som 21-årig.

Fandt ord for uligestilling

Først derefter tog hun HF på enkeltfag og uddannede sig så til socialrådgiver.

»Jeg kunne godt tænke mig at arbejde i Dannerhuset, og en af mine lærere, som var gammel rødstrømpe, spurgte: Nå, hvorfor? Og regnede med, at jeg var meget aktivistisk. Jeg sagde: »Det ved jeg ikke rigtigt, jeg synes bare, det er sådan et spændende hus. Så det kunne jeg ikke forklare, men der var et eller andet, der trak.«

Faktisk søgte Dannerhuset en socialrådgiver, lige da Lisa Holmfjord var færdigudlært.

»Og jeg søgte stillingen, men fik den selvfølgelig ikke, jeg var jo helt grøn.«

Efter job i Tårnby og Høje-Taastrup Kommune søgte Lisa Holmfjord igen en ledig stilling i Dannerhuset – og fik den. Det blev starten på hendes feministiske dannelse.

»Danner var dengang meget politiske – der var et krisecenter og så var der et kvindehus. Dels sad der nogle af de gamle rødstrømper, dels var der nogen på min egen alder, som var den nye feministiske generation. Der mødte jeg virkelig engagerede mennesker, og først dér tænkte jeg: Det er jo det, jeg er. Jeg er jo feminist. Jeg fandt ud af, at der var en feministisk bevægelse, og at der var ord for den uligestilling, jeg havde set.«

Politisk vækkelse

Noget andet, der vakte hendes indignation var, når kvinder blev udsat for vold.

»Dengang havde man ikke ret til at komme på krisecenter. Kommunen kunne sige: Nu har Heidi været på krisecenter to gange, det må være nok. Nu finder vi en campingvogn ude i Bellahøj til hende. Så der var en politisk kamp, og det er heldigvis anderledes nu. Vi har fået en lovgivning og en paragraf 109 (i Serviceloven, red.), som gør, at kvinder er sikret et krisecenterophold.«

Lisa Holmfjord fik også politiske ambitioner.

»Jeg ville det her på et andet plan, det var ikke nok for mig at sidde og hjælpe den enkelte kvinde, jeg ville hjælpe en hel masse, jeg ville påvirke lovgivningen,« fortæller hun.

Efter nogle omrokeringer blev hun konstitueret leder i Dannerhuset i et par år. Siden søgte hun til Børns Vilkår, inden hun i 2007 fik en stilling som leder af Dansk Kvindesamfunds første krisecenter.

»Og jeg blev hurtigt prikket på skulderen, om jeg ikke ville ind i landsstyrelsen, og det sagde jeg ja til, først som menigt medlem, og da vores forkvinde trådte tilbage i 2011, blev jeg ny forkvinde.«

Lisa Holmfjord medvirkede til et generationsskifte i organisationen.

»Jeg var heldig, at rigtig mange dygtige mennesker bankede på døren og sagde: Er det her et sted, jeg kan bruge mine talenter? Mit talent er, at jeg er god til at spotte folk, der er dygtige og få dem ind i varmen. Sammen fik vi moderniseret Dansk Kvindesamfund – det var meget støvet på det tidspunkt, og vi fik lagt en solid platform på de sociale medier. Det er der tingene sker i dag, det er der de unge er.«

»Vi interesserede os stadig for gamle emner som ligeløn og kvoter, men vi blev også dagsordensættende på for eksempel hverdagssexisme. Da vi googlede på det, var der ikke et eneste hit i Danmark, samtidig med at det kørte på fuldt drøn i England især. Vi dannede Every Day Sexisme Project Danmark, som kører selvstændigt hos nogle andre i dag.«

Synet på voldtægtsofre

Hvor halter det stadig med ligestilling i Danmark?

»Vi kan blive ved at snakke om ligeløn, for en ting er, at vi har den lovgivningsmæssigt, noget andet er de uforklarlige syv procents forskel. Der kan også stadig gøres meget i forhold til vold mod kvinder. Jeg kunne godt tænke mig, at voldsramte kvinder blev tilbudt behandling, ligesom den voldsudøvende mand kan få.«

»Så kæmper vi også for at få ændret voldtægtslovgivningen og hvordan politiet møder voldtægtsofret. Man skal nu optage rapport og lave et ’skarpt nummer’, som det hedder i politiet, så man kan ikke bare afvise ved skranken. Der var alt for mange sager, hvor kvinder fik at vide: Gå nu lige hjem og tænk lidt over det først. Og så er der hele den snak om samtykkelovgivning, som vi har arbejdet rigtig meget på, og som flere og flere lande omkring os allerede har fået.«

»Vi kan godt finde nogle lande i Mellemøsten og Afrika, der har det meget værre end os med ligestilling, men det er ikke ensbetydende med, at så skal vi bare holde mund og være glade for, hvordan vi har det. Vel har vi ej ligestilling. Der er den her strukturelle ulighed, hvor vi stille og roligt former, hvordan drenge og piger skal være: Her er den kasse, du skal være i, og her er den usynlige grænse for dig. Og det skal vi ændre.«

Nyt krisecenter fyldt op

I fjor åbnede Dansk Kvindesamfund sit krisecenter nummer to, her hvor foreningen også har sit hovedkvarter på H.C. Andersens Boulevard.

»Der var mangel på pladser. Vi måtte afvise rigtig mange kvinder, og jeg skrev til alle ordførere i satspuljeforhandlingerne og prøvede at skabe politisk lydhørhed for at lave en pulje til at etablere et krisecenter mere.«

Men det kom ikke til at ske. Samtidig var Lisa Holmfjord opmærksom på bygningen, der engang husede Tegneskolen for Kvinder, og som for 142 år siden blev tegnet og opført af Dansk Kvindesamfund, fordi kvinder ikke kunne blive arkitekter og designere.

Den private ejer fandt sympati for ideen om at udleje bygningen til Dansk Kvindesamfund og lade historien gå i ring. Via fonde skaffede Lisa Holmfjord penge til et depositum. Og når først etableringen var på plads, betaler den enkelte kvindes hjemkommune for hendes ophold og dermed for driften af krisecentret.

»Nogle gange undervejs bed jeg negle og tænkte: Puha, har vi gabt over for meget her. Men det lykkedes, så vi kunne åbne 20. april 2018. Kronprinsesse Mary var her, og vi var rigtig stolte. Men reelt kunne vi åbne et krisecenter mere i morgen, og det ville også hurtigt være fyldt op,« fortæller hun.

Som sagt fortsætter Lisa Holmfjord som direktør for de to krisecenter, men der bliver frigjort noget tid, når hun afgiver posten som forkvinde.

Hvad skal den tid bruges til?

»Jeg vil faktisk gerne skrive bøger, og jeg har allerede en skønlitterær roman, en krimi, liggende på et forlag. Der er ikke skrevet kontrakt endnu, men hvis det flasker sig, så vil jeg gerne skrive bøger. Også fagbøger – vi mangler en dansk fagbog om vold mod kvinder, som den kvinde, der bliver udsat for vold, og de pårørende også får noget ud af at læse.«

Fakta om Dansk Kvindesamfund

Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 og er en NGO (non-governmental organization), der kæmper for at sikre, at ligestilling mellem kønnene konstant er på den politiske dagsorden.
Organisationen vil skabe lige muligheder og ligeværd – kulturelt, politisk og for den enkelte. Dansk Kvindesamfund arbejder på tværs af partipolitiske anskuelser og hensyn.
Læs mere på www.danskkvindesamfund.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Demokratihyldest i garageparken

Den svære kommunikation