Andreas Vetö skriver om den vigtige, men svære kommunikation. Foto: Martin Sørensen.

Den svære kommunikation

Andreas Vetö er direktør for Danmarks Underholdningsorkester

Kommunikation? På én gang – smukt, vigtigt og til tider farligt, men sikkert er – at vi ikke kan undvære begrebet. Det er det, der er med til at binde os mennesker sammen, det er det, der gør at mindre ”bliver mindre og mindre”, men også det, der kan lede til store misforståelser og verbal eller fysisk bekrigelse.

Ikke mindst på grund af de sociale mediers store indtog i hverdagen er afstanden mellem befolkningen blevet mindre. Afstanden til f.eks. lovgivere og meningsdannere er blevet kortere, men dette stiller endnu større krav til, hvordan vi kommunikerer. Det er blevet utroligt nemt at sige sin mening, hvilket, hvis man er begejstret, er en skøn mulighed for positiv tilkendegivelse, men som, hvis man mener noget andet, hurtigt kan udløse ordvekslinger i et sprog, der ikke bør bruges.

Afstanden til f.eks. lovgivere og meningsdannere er blevet kortere, men dette stiller endnu større krav til, hvordan vi kommunikerer.

Høflighedsbegrebet får derfor en revitalisering i disse år, for uden dette in mente, risikerer vi, at kommunikation langsomt slider vores samfund op.

Som leder og som dirigent handler et godt resultat om kommunikation – verbalt og nonverbalt. Høflig og respektfuld kommunikation til kollegaer og musikere er den bedste forudsætning for at opnå et optimalt resultat – uanset om det drejer sig om løsning af en opgave eller et kunstnerisk udtryk, der skal formidles. Musikken, der ligesom andre kunstarter kategoriseres som nonverbal kommunikation, har en kompleksitet indbygget, som samtidig åbner for uundgåelig fordybelse og egen-fortolkning. Netop fortolkningen af den kommunikation, man oplever eller læser, bliver det store omdrejningspunkt, hvis man ikke tager højde for tonen og kommunikerer sobert og høfligt – upåagtet om man er enig eller ej i den kommunikerede holdning.

Tænk, hvis det var muligt at give sin holdning offentligt til kende uden at blive mødt med en shitstorm fra mennesker, der ikke er enige. Alt for ofte går folk efter manden og ikke bolden. Da jeg for nyligt læste, hvordan en dansk politiker blev angrebet på sin person, efter han havde oplevet et terrorangreb på tætteste hold, blev jeg dybt berørt. Hvor var empatien, næstekærligheden, og den almene høflighed? Tænk at gå til angreb på en politiker og hans holdninger i en sådan situation.

Jeg ønsker inderligt, at vi som samfund og mennesker bidrager aktivt til en bedre kommunikation – og her er høfligheden et af omdrejningspunkterne.

Jeg ønsker inderligt, at vi som samfund og mennesker bidrager aktivt til en bedre kommunikation – og her er høfligheden et af omdrejningspunkterne.

I mange lande i Europa og ikke mindst i Japan er omgangstonen mellem mennesker anderledes end i Danmark, når det kommer til den personlige kommunikation. Fra første buk er man som gæst i Japan overrasket over den gennemførte høflighed – for en dansker føles det næsten overvældende, men den menneskelige respekt for hinanden er en del af landets kultur og udtrykkes bl.a. gennem denne for os noget overdrevne høflighed. Naturligvis har det også sine bagsider, og jeg ønsker ikke en grundlæggende Japansk tankegang og kultur i Danmark, men der er dog aspekter, som vi i Danmark måske godt kunne tage ved lære af. F.eks. oplever man i Japan aldrig nogen snakke i telefon i toget. Hvorfor ikke? Fordi det er uhøfligt overfor alle andre i kupéen. Sådan er der formentlig ikke mange, der tænker i Danmark.

I Sydeuropa vil man i stor udstrækning opleve en højere grad af øjenkontakt og smil fra medmennesker, når man passerer hinanden på gaden end tilfældet er i Danmark. Måske fordi vi nordboere er mere sky og reserverede eller også tænker vi bare ikke over det. Men jeg er sikker på, at mange har oplevet, hvad det gør ved én, når man får et smil en fremmed med på sin vej. Man føler sig anerkendt og har svært ved ikke at smile igen. Modsat, hvis man f.eks. giver hånd og kigger væk. I tiden, hvor flere mennesker mødes mere på nettet end fysisk, har vi brug for at mærke hinanden – være analoge sammen.

Mit ønsker er et samfund, hvor vi kommunikerer med pli, hilser og tænker over vores handlinger, inden de kommer på skrift og til handling  – og må Frederiksberg gå forrest i dette.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Gabor åbner dørene til afslappet shopping

Bank Nordik holder genåbningsfest