Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) (midterst i billedet, klædt i sort) besøgte 3. maj Amager Seniorklub på Radisevej - et af de aktivitetssteder, som har været en del af projektet 'Tigerspring ind i nye venskaber'. Foto: Københavns Kommune

Elsker 😍 Like 👍

Hjemmepleje hjælper ældre ud af ensomhed og ind i et fællesskab

ENSOMHED. I et pilotprojekt på Amager opsporede hjemmeplejen ældre borgere, der følte sig ensomme. Og med busture fra hjem til aktivitetssteder blev borgerne hjulpet ind i nye fællesskaber. Nu udbredes projektet til hele København.

KØBENHAVN: »Ingen ældre på Amager skal føle sig alene uønsket.«

Det var hovedformålet i pilotprojektetet ’Tigerspring ind i nye venskaber’, som Københavns Kommune satte i gang i 2017 i den københavnske del af Amager.

En undersøgelse viste nemlig, at 12 procent af bydelens ældre over 65 år ofte savnede nogen at være sammen med, og yderligere 19 procent savnede det engang imellem.

Bustur, kaffe og frokost

Hjemmeplejen på Amager var en væsentlig spiller i pilotprojektet. Medarbejderne kom på kursus i, hvordan man opsporer ensomhed, og bagefter brugte de deres viden i dagligdagen og lavede en systematisk opsporing af ensomme ældre. Cirka 700 amagerkanske borgere er blevet screenet for ensomhed.

En af indsatserne for så at få de ældre borgere ud af ensomheden var en ’Tour de aktivitet’, hvor borgerne i målgruppen blev inviteret på en bustur rundt til aktivitetsklubber for ældre for at opleve stedernes tilbud og unikke stemning. Der var kaffe, kage og frokost, og borgerne blev kørt fra og til deres hjemmeadresse.

En anden indsats var en markedsdag for frivillige aktivitetstilbud. Markedsdagen blev holdt i hjemmeplejens lokaler, hvor 20 tilbud, blandt andre Cykling uden alder, Røde Kors, Nærspisning, Læseforeningen og Senior IT-stuen præsenterede deres aktiviteter – igen var der kaffe, kage og sandwich samt transport for dem, der havde brug for det.

I en ny, intern evaluering fortælles om en borger, der nu næsten har svært at vælge, hvilken aktivitet, han skal gå igang med.

Andre borgere fortæller, at hjemmeplejens mod på at tage et svært emne som ensomhed op, gør en forskel for dem, og at turene rundt til aktivitetstilbuddene var det kærlige skub, de havde brug for.

Udbredes i hele byen

I hele Københavns Kommune savner hver fjerde ældre, der modtager hjemmepleje, nogen at være sammen med i hverdagen. Så nu udbredes de gode erfaringer fra projektet i hele Københavns Kommune.

»Det er desværre alt for mange ældre, der savner nogen at være sammen med i hverdagen, og det går ud over livskvaliteten. Nogen har mistet sin ægtefælle efter et langt liv sammen og andre har fået sværere ved at komme ud af lejligheden på grund af gangbesvær. Dem skal vi hjælpe med at finde nye venskaber,« udtaler sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).

Pilotprojektet har været finansieret af en pulje under satspuljen, som skal styrke indsatsen mod ensomhed blandt ældre, der modtager hjemmehjælp.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Eksplosion på Gammel Køge Landevej i nat: Bombehund har undersøgt området

I Salonen: Ny udstilling vækker jazzmusikere til live