Kommunen strammer nu skruen over for ejere af kabelskabe og transformerstationer og beder dem om at rense dem for graffiti. Arkivfoto: Preben Lund
in ,

Kommunen vil have fjernet graffiti på kabelskabe

RENHOLDNING. Frederiksberg Kommune giver påbud om at fjerne graffiti til ejere af kabelskabe og transformerstationer.

HÆRVÆRK: Frederiksberg Kommune vil gerne holde byen ren, pæn og graffiti-fri. Derfor strammer kommunen nu skruen over for ejere af kabelskabe og transformerstationer og beder dem om at rense dem for graffiti.

Borgmester Simon Aggesen (K) understreger, at indsatsen er vigtig.

»En ren og pæn by er vigtigt for de allerfleste borgere. Derfor arbejder Frederiksberg målrettet med at fjerne graffiti meget hurtigt fra vore egne ejendomme og bygninger, ligesom vi hjælper borgere med at få gjort det samme. Desværre går der længere tid for ejerne af kabelskabe og transformerstationer, og det er problematisk, fordi graffiti tiltrækker mere af det samme; hvis der er meget graffiti ét sted, kommer der som regel hurtigt mere. Det skal vi forhindre.«

Også formand for Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg, Jan E. Jørgensen (V) understreger, at der skal ske handling nu:

»Selvfølgelig skal ejerne af kabelskabe og transformerstationer have lov til at stille dem op, så deres arbejde kan udføres. Men så må de også holde dem rene, når de bliver skæmmet af graffiti, ligesom både borgere og kommune gør. Desværre har det været svært at få ejerne til at udføre arbejdet, så nu må vi give påbud, og vi fortsætter med at have fokus på sagen.«

Frederiksberg Kommune forebygger graffiti på de transformerstationer, der står på offentlige arealer ved hjælp af grønne planter og buske. På den måde holdes facaden lettere fri for graffiti samtidig med, at byen fremstår grønnere.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Politiet har spærret Østre Anlæg af

Østerbro synger sammen igen – og du kan synge med på gaden og pladsen