in , ,

Like 👍

Pia Olsen Dyhr og Kristian Jensen krydsede de første politiske klinger på Sankt Annæ Gymnasium

FOLKETINGSVALG: »Alle siger, Kristian er kedelig, men det er han ikke. Han er faktisk rigtigt sjov. Han er bare fra Vestylland.«

Det kærlige skudsmål kom fra SFs formand Pia Olsen Dyhr og var rettet mod Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen, da de to politikere onsdag mødtes til valgkampens første vælgermøde på Sankt Annæ Gymnasium.

En debat, der til fulde beviste, at de to toppolitikere er klar til de næste fire ugers benhårde valgkamp. Veloplagte mødte de hinanden og Sankt Annæ Gymnasiums store flok af elever fra 3.g, som fulgte interesseret med, da avisens journalist Anja Berth styrede de to kombattanter gennem en times debat,

»Du er et af de mest ordentlige mennesker«

Politisk var der ikke meget, Pia Olsen Dyhr og Kristian Jensen kunne enes om, alligevel havde de masser af rosende ord med til hinanden:

»Jeg holder faktisk rigtig meget af Pia. Hun var landsformand for SF Ungdom samtidig med, at jeg var landsformand for Venstre Ungdom, så jeg har kendt Pia i rigtig mange år efterhånden. En af de ting, jeg altid har sat pris på ved Pia, er, at hun er ærlig. Her er der ikke noget med, at man skal gætte på, hvilke motiver der gemmer sig bagved. Hun siger det, hun mener, og hun mener det, hun siger,« lød det blandt andet fra Kristian Jensen, da de to politikere blev bedt om at sige noget pænt om hinanden.

Og fra Pia Olsen Dyhr fulgte også pæne ord den anden vej:

»Du er et af de mest ordentlige mennesker, jeg kender. Du er grundlæggende så ordentlig, at det nogle gange er lige ved, jeg tænker, om du overhovedet kan være i politik,« sagde hun og modtog latter fra salen.

Og netop latter var der masser af undervejs. Debatten blev dog hurtigt ganske alvorlig, da Anja Berth satte gang temaerne, som var uddannelse, klima og udlændinge. Emner, som tydeligvis optog de unge, der flere gange sendte klapsalver mod de to politikere.

Politikerne krydser klinger

Et af spørgsmålene lød, hvor konkret man egentlig skal være, når det kommer til klimapolitikken, og her var begge politikere enige om, at det er vigtigt at være konkret. Fra Kristian Jensen lød det dog, at man stadig skal kunne flyve ud i verden, fordi det giver udsyn og viden, mens Pia Olsen Dyhr kaldte på hurtig handling, da hun ikke mente, det er godt nok, at vi får færre dieselbiler i 2030. Lidt enighed nåede de to politikere dog til, da de gav hinanden håndslag på, at der skal opføres 10 nye vindmølleparker.

I uddannelsesdebatten kom økonomien til at fylde en del, da Kristian Jensen selv bragte regeringens udskældte omprioriteringsbidrag i spil, som kræver, at uddannelserne sparer to procent om året. En beslutning, der blev truffet, fordi Danmark var på underskuddets rand, da den nuværende regering kom til magten i 2015, forklarede han:

»Morten Østergaard og Bjarne Corydon lavede en rapport i 2015, der sagde, at vi året efter ville ramme EUs underskudsgrænse på en halv procent af BNP, og det er rigtig mange milliarder at have i underskud. Vi var derfor nødt til at få ryddet op og strammet op i dansk økonomi, hvilket har betydet, at vi i en periode har været nødt til at bede uddannelserne om at have den samme effektivisering, som ministerierne og styrelserne, der lyder på to procent om året,« forklarede Kristian Jensen og lovede bedring:

»Det skal dog ikke fortsætte, og derfor har vi sat en udløbsdato på det. Indtil videre har vi økonomi til, at det vil udløbe i 2022, men hvis vi finder økonomi til, at det udløber tidligere, så er vi også klar til det.«

Et løfte, Pia Olsen Dyhr dog ikke havde meget til overs for:

»Økonomien er en væsentlig ting, når vi diskuterer uddannelse. Nu har vi oplevet fire år med besparelser, og hvis det står til Kristian, så bliver det fire år mere. Det kan altså mærkes, fordi vi ikke bare er inde og skære i spændende bøger. Der bliver færre lærere, og det kommer til at gå ud over undervisningen. Problemet med det er, at vi i Danmark jo ikke lever af mineraler eller andre ting, vi kan hive op fra undergrunden, vi lever af jeres hoveder, så det er en rigtig god idé, at investere i uddannelser,« sagde hun og fortsatte:

»Når man så skal prioritere, og det skal man jo, for den danske økonomi skal løbe rundt, så vil jeg bare sige, at jeg er klar til at tilbagerulle nogle af de skattelettelser, som den her regering har lavet på biler og andet, så vi i stedet kan bruge pengene på uddannelse. Det er jer, vi skal leve af i fremtiden.«

Således fortsatte debatten i næsten en time, hvorefter de unge havde et væld af spørgsmål, der klart viste, at særligt klima og uddannelse er vigtige emner for dem i denne valgkamp.

Den gode tone er dejlig

Netop miljø og uddannelse er også emner, der optager 19-årige Oliver Skou-Due, som var en af de mange unge, der deltog i vælgermødet på Sankt Annæ Gymnasium. Han satte også stor pris på den gode tone blandt de to politikere:

»Jeg synes, det var et dejligt vælgermøde, hvor de holdt en fin tone. Det var rart at se, hvordan de kommunikerede med hinanden, og at de godt kunne lide hinanden på trods af deres uenigheder og forskelligheder,« fortalte han efterfølgende og fortsatte:

»Jeg synes også, det var dejligt at fornemme, at de gav udtryk for, at debatten lige nu ikke bare skal handle om at vinde flest mandater, men at der faktisk er nogle større ting på spil, som er vigtige lige nu. Her tænker jeg især på klimapolitikken, hvor de virkede meget enige om, at det er det, vi skal bruge kræfter på, selv om de så havde forskellige løsningsforslag.«

Til dagligt går Oliver Skou-Due i 4.g på Sankt Annæ Gymnasium, fordi han har valgt at bruge et ekstra uddannelsesår på musikken. Selv om han mente, at både Pia Olsen Dyhr og Kristian Jensen klarede det rigtig godt i dette første debatmøde, så formåede de ikke at flytte ham i nye retninger:

»Jeg tror ikke rigtigt, de har overrasket mig eller flyttet mig, for jeg er ret afklaret med, hvad jeg synes, man bør prioritere. Det er selvfølgelig klima for det første, og så også uddannelse, som er det, jeg selv er midt i. Nå ja, så vil jeg selvfølgelig også gerne have fokus på kulturen,« sagde han med henvisning til, at han jo går på et musikgymnasium.

Hvor krydset præcist skal sættes, har han dog ikke besluttet endnu. Det må de næste fire uger afgøre. Glædelig valgkamp.

Pia Olsen Dyhr (SF) og Kristian Jensen (V) begyndte valgkampen med debatmøde på Sankt Annæ Gymnasium. Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Han genopdagede Tivolis DNA

Asfaltarbejde stødte på sporvognsskinner