Et nyt lægehus på Hospitalsgrunden er på vej. Pengene kommer fra en pulje på 210 millioner kroner fra regeringen. Arkivfoto: Michael Paldan

Elsker 😍 Like 👍

Nyt lægehus åbner i år på Hospitalsgrunden

PÅ VEJ. Regeringen sender 7,6 millioner kroner til Frederiksberg til et nyt lægehus med tre sygeplejeklinikker på Hospitalsgrunden, der allerede i år i den gamle øjenklinik.

SUNDHED: I 2023 må Frederiksberg sige farvel til Frederiksberg Hospital, og det er mange borgere ikke glade for.

Som et plaster på såret åbner et nyt lægehus på Hospitalsgrunden med økonomisk hjælp fra regeringen.

I alt er 210 millioner kroner fordelt til læge- og sundhedshuse i hele kongeriget, og 7,6 millioner kroner er landet på Frederiksberg.

70 projekter har søgt om penge, men kun 38 projekter får tilskud og 17 af dem får det fulde tilskud, og et af dem er Frederiksberg. Det er Region Hovedstaden og Frederiksberg Kommune, der har søgt om pengene.

Samarbejde på tværs

Borgmester Simon Aggesen (K) ser frem til det nye lægehus.

»Den statslige bevilling til det nye lægehus vil i høj grad være med til at sikre lægekapaciteten i kommunen, og er samtidig en fantastisk mulighed for både at styrke og udbygge det gode samarbejde, vi i forvejen har med Region Hovedstaden om bl.a. Døgnrehabiliteringen og det Udkørende Sygeplejerske Team, der kommer ud til de svageste borgere i kritiske situationer.

Der er ingen tvivl om, at samarbejde på tværs af sektorerne er vejen frem også på sundhedsområdet«.

Tre sygeplejeklinikker

Projekt lægehus med flere sygeplejeklinikker på Frederiksberg får tilskud fra kommunen på 300.000 kroner og en million kroner kommer fra Region Hovedstaden.

Viceborgmester Jan E. Jørgensen (V), der sidder i Folketinget, fortæller:

»Jeg er rigtig glad.Vi står over for nogle demografiske udfordringer, både hvad angår vores praktiserende læger, men også hvad angår vores borgere. Ca. 28 procent af de praktiserende læger på Frederiksberg er over 60 år og kan dermed snart se frem til en velfortjent pension. Men det betyder, at vi kommer til at mangle praktiserende læger, og det vil et lægehus som dette kunne afhjælpe.«

Moderne med lægehuse

Det nye, moderne lægehus med kommunale sygeplejeklinikker skal hjælpe med rekruttering af praktiserende læger til Frederiksberg Kommune.

»Det er vigtigt, at vi opretholder et sundhedstilbud tæt på borgerne på Frederiksberg. Og etableringen af ’Frederiksberg Lægehus og Sygeplejeklinikker’ giver os en rigtig god mulighed for at skabe endnu bedre behandlingsforløb for kommunens borgere. Jeg har haft nogle gode drøftelser om sagen med min partifælle, sundhedsminister Ellen Thrane Nørby,« fortæller Jan E. Jørgensen.

Også hos formanden for Ældre- og Omsorgsudvalget, Thyge Enevoldsen (Ø), er der glæde over lægehuset:

»Jeg er rigtig godt tilfreds med, at alt nu tegner til, at vi får et lægehus midt på Frederiksberg med både praktiserende læger og sygeplejeklinikker.

Allerede nu har vi udfordringer med at leve op til borgernes frie valg af praktiserende læge, og om få år kommer vi til at mangle praktiserende læger til både børnefamilier, ældre og borgere i al almindelighed. Og et nyt lægehus med op til syv læger plus tre af kommunens sygeplejeklinikker kommer til at skabe lige præcis det gode faglige miljø og mulighed for praksisfællesskaber, som de praktiserende læger efterspørger«.

I den gamle øjenklinik

Karsten Skawbo-Jensen (K), der er regionsrådsmedlem og sidder i Kommunalbestyrelsen, hvor han blandt andet sidder i Sundhedsudvalget, fortæller:

»Vi er rigtig glade for nyheden om det nye lægehus, hvor regionsrådet, læger og kommune er gået sammen. Med lægehuset løser vi problemet med lægedækning, at der skal være en læge til alle borgere.«

Lægehuset rykker ind i den gamle øjenafdeling på 800 m2, der ligger bag akutmodtagelse. Flere af de kommunale funktioner rykker med, så der kommer et fagligt miljø, oplyser han.

»Vi regner med, at lægehuset åbner sidst på året. Der kommer 7-8 læger i lægehuset, og flere læger har vist interesse for lægehuset,« siger han.

I det kommende lægehus vil der også være en sårplejeklinik, sygeplejeklinik, inkontinensklinik og udgående sundhedsfunktioner.

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Grimm: Grum, grusom og glimrende

Kronprinsen trommer Skole OL i gang