Kontoransatte på fejearbejde: Susanne Knuth og Mie Mitchell. Privatfoto.

Christianshavn: En bydel i støv

KRIDHVID BYDEL. Et forsøg med knust beton som bindemiddel mellem brostenene indhyllede i sidste måned Christianshavn i støvskyer. Kommunen har vandet og fejet løs og forsikrer, at der ikke er grund til bekymring.

CHRISTIANSHAVN: »Det burde bare ikke være lovligt – øv øv øv.«

For en måneds tid siden eksploderede det med kommentarer i Facebook-gruppen ’Os fra Christianshavn’, da et hvidt lag støv dækkede store områder i bydelen.

Københavns Kommune havde forinden fuget de brostensbelagte gader med knust beton, og mange var bange for, om generne fra støvet – ud over den nye hvidlige belægning – var sundhedsskadeligt.

Fejlslagent eksperiment

Teknik- og miljøforvaltningen spredte allerede i januar betonen på en stor del af de brostensbelagte gader på Christianshavn for at øge vejens levetid og reducere støjgener, men det tørre vejr i april resulterede altså i støvskyer og hvide gader, forklarede forvaltningen:

»Fugematerialet, som er anvendt på Christianshavn, er genanvendt beton, og det opfører sig derfor lidt anderledes end det materiale, som vi er vant til at bruge. Det er et mål for Københavns Kommune at sikre en cirkulær økonomi og trække mindre på klodens ressourcer. Derfor er det i høj prioritet for teknik- og miljøforvaltningen at anvende genbrugsmaterialer,« lød forklaringen.

Men forsøget mislykkedes altså, og for at komme problemet til livs gik forvaltningen i gang med at vande gaderne for at binde støvet, inden det kunne fejes op.

Støvet gav selvsagt markant højere partikelværdier i luften, og mængden af kvarts i betonen kan ganske rigtigt give såkaldte stenlunger. Men ifølge en undersøgelse af mængden af støv i gadebilledet kunne eksperter fra Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital berolige med, at der ikke var fare på færde, så længe beboerne ikke blev udsat for langtidseksponering i støvskyerne.

Midlertidige gadefejere

I forrige uge kom der så ekstra gadefejere på Christianshavn, da et par kontorarbejdere fra teknik og miljøforvaltningen fattede kostene og gik i krig med støvet.

De var der hele dagen og blev taget godt imod i den hvidgrå bydel.

»Folk var så søde, men det var godt nok også en træt datter, der ringede og spurgte, om jeg kunne hente hende – hun orkede ikke at cykle hjem.

Bestemt et godt initiativ, men også lidt komisk sådan at sende kontorpersonale af sted. Men der er jo heller ikke penge til at hyre nogle gadefejere, og i disse tider hvor motion er så vigtig, kan man vel lige så godt slå to fluer med et smæk og give sit personale noget gratis motion,« fortæller moderen til en af de midlertidige gadefejere, Beate Ørskov.

Kritisk lokaludvalg

Christianshavns Lokaludvalg er dog ikke helt tilfredse med håndteringen af sagen. De mener, at den burde have udløst et større beredskab:

»Lokaludvalget mener, at problemerne med støvet, som nu har stået på i en længere periode, burde have været betragtet som en miljøkatastrofe og at beredskabet burde have været sat ind, så katastrofen kunne stoppes, så snart den var konstateret.

I stedet har den fået lov til at udvikle sig i det stille, ligesom den har været forsøgt afhjulpet på en ikke særlig overbevisende måde. Det er vi uforstående over for,« skriver lokaludvalgsformand Poul Cohrt.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Frederiksbergpiger i opfinderfinale

Frederiksberg Dage er OK