Malene Vang i den kaotiske Vordingborggade. Foto: Martin Sørensen
in ,

Sur 😠

Venstresving forbudt skulle hjælpe, men Vordingborggade er stadig en trafikprop

Siden 2013 har Vordingborggade været plaget af trafikkaos. For omkring et halvt år siden blev der sat »venstresving forbudt«-skilt op, der skulle hjælpe, men det gør det ikke, oplever beboere i gaden.

Trafik: Det er formiddag, og klokken er omkring 9. Den værste myldretid burde være overstået.

Alligevel er der kø i Vordingborggade hele vejen mellem Strandboulevarden og Kalkbrænderihavnsgade. Deriblandt er der en del store køretøjer, som slet ikke må køre i gaden. Flere biler holder på Strandboulevarden og kan slet ikke komme ind i Vordingborggade.

Siden parallelgaden Århusgade blev lukket for biler i slutningen af 2013, har beboerne oplevet, at gaden har været proppet med trafik. Vordingborggade blev dermed den eneste forbindelsesgade for biler mellem det centrale Østerbro og Nordhavn.

Endnu mere kaotisk

Det fortsatte, også da Nordhavnsvej åbnede. Og selvom det blev forbudt for store køretøjer at køre i Vordingborggade, og der blev indført venstresving forbudt fra gaden, oplever beboeren Malene Vang ikke, at det har hjulpet. Nærmest tværtimod.

»Det er blevet endnu mere kaotisk,« siger hun og nævner, at nogle biler forsat kører til venstre, andre laver en u-vending, og så er der fortsat tung trafik i gaden.

»Der er meget kø og ballade, og biler som dytter af hinanden. Det er ikke et sted, man sender ens barn ned på gaden,« siger hun og nævner, at blandt andet denne situation snart får hende og familien til at flytte væk.

»Vi kigger på hus, og det kan næsten kun gå for langsomt,« siger hun og nævner, at vejarbejdet på Strandboulevarden får trafikken til at sande endnu mere til.

Ikke bruge Nordhavnsvej

Som bilist oplever hun, at det nærmest er umuligt at komme ud med sin bil om morgenen.

Og når der er venstresving forbudt, bliver det endnu mere besværligt som beboer.

»Jeg bor så tæt på Nordhavnsvej, og så er det ærgerligt ikke at kunne bruge den. Nu bliver os, som kører herfra, nødt til at benytte Jagtvej og Lyngbyvej, når vi skal ud af byen. Det var de veje, som skulle have mindre trafik,« konstaterer hun.

Århusgade blev i sin tid lukket, da den skal gøres klar til at nyt område for bløde trafikanter i området mellem den eksisterende Nordhavn Station og den kommende metrostation i Nordhavn. Det var dog først i fjor, at Århusgade for alvor blev spærret af.

Dermed kunne beboerne i Vordingborgade være blevet aflastet i omkring fem år.

Gaden er ikke talt endnu

Som et forsøg vedtog et stort politisk flertal sidste år at indføre venstresving forbudt, hvilket skulle afhjælpe på situationen.

Embedsmændene skal følge op på sagen og skal klæde politikerne på. Men endnu vil de ikke drage nogen konklusioner. De har endnu ikke talt trafikken i gaden.

Det skyldes, at der er vejarbejde både ved Strandboulevarden og Kalkbrænderihavnsgade, forklarer de i en e-mail til Østerbro Avis.

»Status er, at der har været en række større vejarbejder i området, som har haft indflydelse på trafikafviklingen i området. Derfor har forvaltningen endnu ikke har været ude og tælle. Vejarbejderne skulle efter planen være færdige her i starten af maj, og når der er igen er en normal trafikafvikling i området, vil der blive talt og vurderet på trafikafviklingen derude, herunder om venstresvingsforbuddet bliver overholdt. Der er foreløbig tale om en et-årig forsøgsordning, og Teknik- og Miljøudvalget vil til efteråret få forelagt en evaluering,« lyder det i et skriftligt svar fra enhedschef Diddi Thiemann til Østerbro Avis.

Inviterer forvaltningen ud

Østerbro Lokaludvalg har fulgt trafikudviklingen i Vordingborggade ganske tæt gennem årene.

Allerede i fjor var formand Allan Marouf særdeles skeptisk om, hvorvidt det ville hjælpe med venstresving forbudt.

Han mener, at Københavns Kommune må komme med nogle nye løsninger på, hvordan trafikken skal håndteres i Vordingborggade.

»Jeg inviterer gerne forvaltningen ud at se, hvordan trafikken er her i gaden,« siger han og mener, at der må andre løsninger til for at hjælpe på trafikken i gaden.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Fire klappekøer flytter ind i mosen

Ny skolemadsordning på vej efter sommerferien