Der blev pludselig sat fem cykelstativer op, hver med plads til fem cykler. Lokaludvalgsformand undrer sig over, at man ikke venter med at placere dem til, at man ved om behovet er der, når metroen åbner. Foto: René Mølskov

Sur 😠 Ked 😭 Like 👍

Pludselig blev der råd til den cykelparkering, de ikke ville have

GRØNT. De rekreative områder på Vesterbro er under pres, og derfor mener lokaludvalgets formand, at det er en fejl, man bruger en del af Enghave Plads til cykelparkering. Anlægsloftet standsede planerne sidste år, men nu er pengene der.

CYKLER: Det begyndte ellers godt med dialogmøder og inddragelse. Input fra blandt andet Vesterbro Lokaludvalg betød da også, at planerne for cykelparkering på Enghave Plads blev barberet ned fra 50 til 25.

I indstillingen fra forvaltningen til politikerne lød det:

»Vesterbro Lokaludvalg mener, at anlæg af flere cykelparkeringspladser vil ske på bekostning af plads til rekreative formål, og forvaltningen har på den baggrund planlagt 25 færre pladser på Enghave Plads.«

Så der lå sagen. Men så kom anlægsloftet, der satte en stopper for en lang række projekter under teknik- og miljø.

»Jeg havde håbet, at man ville lade projektet ligge, da anlægsloftet bremsede det. Det er et rekreativt område, og jeg forstår faktisk stadig ikke, at man ikke prioriterer det,« siger Vesterbro Lokaludvalgs formand Thomas Egholm (EL).

Han mener, at man godt kunne vælge at placere cykelstativerne uden for de grønne arealer, for eksempel ved at inddrage en parkeringsplads. Men det kræver til gengæld, at man skaffer en ny parkeringsplads et andet sted i byen.

»Hvis man vil bevare det rekreative bliver man nødt til at prioritere det. Det er forkert at tage et rekreativt område og gøre til cykelparkering. Desuden kunne man lige vente på metroen og se, om behovet overhovedet er der,« siger han.

Foreslår at fjerne dem

Derfor håber han, at der på rådhuset er politikere, der vil overveje at genåbne sagen.

»Jeg synes faktisk, at man skal indse og erkende, at man har lavet en brøler og rette den. De rekreative områder er så meget under pres på Vesterbro, at man ikke bare kan affeje det med, at der muligvis er behov for at parkere cykler,« siger han.

Vesterbro Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Teknik- og Miljøborgmesteren, men grundet deadline har hun ikke nået at vende tilbage inden avisen gik til tryk. Følg med på minby.dk/vesterbro for sidste nyt.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Ny skolemadsordning på vej efter sommerferien

Børge fra Olsen-Banden: Fra stjerne til misbruger og ud på den anden side