I fredags blev Langelands Plads indviet med både nyt over og under asfalten. Vandhunden Eske skulle lige prøve soppebassinet, og det var lidt koldt. Foto: Martin Sørensen
in ,

Festlig indvielse af Langelands Plads

Klar til brug: »Hvor er det altså bare blevet flot,« udbryder en mand, mens han holder godt fast i et barn, som er draget af alt det spændende, der nu kan opleves på Langelands Plads.

Kom selv og kig, hvis du ikke lige kunne være med ved indvielsen i fredags af den nye plads.

207 parkeringspladser i en parkeringskælder, legeplads, boldbane, soppebassin og siddepladser ovenpå. Det hele finder man på Langelands Plads, hvor der efter længe venten endelig var tid til indvielsen.

Indvielsen fandt sted fredag eftermiddag i selskab med borgmester Simon Aggesen (K) og en masse borgere, der uden tvivl længe har set frem til indvielse af Langelands Plads.

»Det er en stor dag for alle i området. Det er ikke let at gennemføre et så stort projekt i så tæt et område, men alle parter har arbejdet fremragende sammen,« siger borgmesteren.

Der var masser af borgere, der var mødt op til indvielsen for at se den flotte, nye plads.

Der blev også budt på lidt at spise og drikke undervejs i programmet. Dog viste vejret sig ikke fra sin bedste side, men det lod ikke til at folk lagde mærke til det. Kun Eske, der var så modig at afprøve det nye soppebassin, og vandet det var meget koldt.

Beboerlicens til p-kælder

Jan E. Jørgensen (V), der er formand for By- og Miljøudvalget, siger:

»Jeg håber, at alle vil glæde sig over et mere indbydende og charmerende byrum, samtidig med at hele området er bedre sikret mod oversvømmelser gennem de nye klimaløsninger.

De trafikale forhold bliver forhåbentlig også lettere for både beboere og gæster. Her tænker jeg særligt på, at beboere med licens kan parkere gratis i p-kælderen, mens gæster parkerer på de sædvanlige gode vilkår på Frederiksberg.«

En ældre dame står og kigger lidt på alt det nye, og smiler og fortæller, at hun glæder sig til at tage sine to børnebørn med på legeplads og soppebassinet, men først når vejret er blevet lidt varmere.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Tyveri fra metrohegn: Har nogen set disse to store billedplancher?

Dyrene i Hakkebakkeskoven flytter ind i Tivoli