Cyklisternes forhold skal forbedres ved Sankt Kjelds Plads. Foto: Thomas Frederiksen

Efter protester fra borgerne: Nu rettes der op på trafikken i klimakvarteret

Der bliver lukket for trafik i flere områder på Bryggervangen og ved Sankt Kjelds Plads de kommende uger. Det skyldes, at asfalten skal være mere jævn, og området skal indrettes mere trafiksikkert efter pres fra borgerne.

Trafik og klima: Foråret er kommet, og graderne er nu varmere og mere stabile.

Det betyder, at Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune nu kan gå i gang med de sidste anlægsarbejder på Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen.

Asfaltarbejde kan kun udføres i tørvejr og i årets varme måneder, da asfalt er temperaturfølsomt.

Fra den 6. maj kan forvaltningen gå i gang med det sidste arbejde. Der er et stort behov for at få færdiggjort kørebanerne og de nye cykelstier, som har fremstået bulede og ujævne, siden den nye skybrudssikrede plads blev indviet i februar.

Bussen påvirkes

Anlægsarbejdet forventes at være afsluttet ved udgangen af maj, hvis vejret holder tørt, oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Asfaltarbejdet kommer til at påvirke cyklister og bilister i de tre uger, hvor det står på, og det udføres i tre etaper.

For bilisternes vedkommende må man indstille sig på, at rundkørslen på Skt. Kjelds Plads lukkes fra den 13.-21. maj. Det betyder også, at bus4A bliver omlagt til en alternativ rute, som kan ses på Movias hjemmeside.

Overkørslen fra Omøgade til Bryggervangen vil være lukket i hele anlægsperioden.

På cykelstierne bliver arbejdet delt op i mindre etaper, og så bliver cyklisterne henvist til fortovet ved de etaper, der arbejdes på.

Ekstra cykelsti på vej

Når slidlaget er færdiglagt, vil der ved overgangene fra cykelstier til kørebane blive etableret blå termoplast med cykelsymboler, som skal øge bilisternes opmærksomhed på cyklisterne. Derudover afstribes kørebanen.

Det sker efter, at mange borgere har protesteret over utryghed, når de er kørt fra vejene ind i rundkørslen.

Der er allerede opsat bomme på fortovet flere steder ved Skt. Kjelds Plads, som skal hindre, at cyklisterne tager turen over fortovet. Der opsættes også bomme på cykelstien, som skal sikre, at bilisterne ikke kører på cykelstien.

Derudover bliver der lavet cykelsti inden om busstoppestedet på Nygårdsvej, som øger trafiksikkerheden for cyklisterne.

Lokal ros til ændringer

Med ændringerne i maj imødekommes borgernes bekymring for færdslen og trafiksikkerheden, mener formanden for Østerbro Lokaludvalg, Allan Marouf.

»Jeg er glad og tilfreds med ændringerne fra lokaludvalgets side. Vi har haft et godt samarbejde med forvaltningen på de møder, som vi har haft,« siger han og tilføjer:

»Jeg er glad for, at der er lyttet til borgernes bekymring. Og jeg forventer, at folk efterfølgende vil vænne sig til de nye forhold.«

Her er tidsplanen: 

Første etape: Midlertidig lukning af Bryggervangen ved Ourøgade: Nyt slidlag på Bryggervangen ved Ourøgade. Arbejdet udføres fra den 6-10. maj, og strækningen vil være lukket for biltrafik i denne periode.

Anden etape: Midlertidig lukning af rundkørslen på Skt. Kjelds Plads: Nyt slidlag mellem Nygårdsvej fra Victor Bendix Gade over Sankt Kjelds Plads til Sejerøgade. Derudover udlægges slidlag på cykelstien mellem Sankt Kjelds Gade/Tåsingegade og Nygårdsvej. Arbejdet udføres 13 – 21. maj. I denne periode vil rundkørslen på Sankt Kjelds Plads være lukket for bil- og bustrafik.

Tredje etape: Midlertidig lukning af Bryggervangen ved Kildevældskirken, hvor der udlægges slidlag. Dette betyder, at Bryggervangen fra Ved Kildevældskirken og til Vognmandsmarken vil være lukket for biler 20-23. maj.

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Frederiksberg Dage: Kom på guidede gåture med tema

Låsesmed på elscooter: Det er på tide at tænke på klimaet