»Kære politikere, vil I ikke nok opprioritere anlægget af 8-mands kunstgræsbanen i Kulbanekvarteret?« spørger Inge Grønlund, der er formand for Områdefornyelsen Kulbanekvarterets kvartergruppe. Arkivfoto: Michael Paldan

DEBAT: Kære politikere: Tak for gaven, men…

…Debat

Af Inge Grønlund

Formand for Kvartergruppen for Områdefornyelsen Kulbanekvarteret og Beboer i Hornemanns Vænge i 50 år

KULBANEPARKEN: Vores længe ventede Kulbanepark bliver på papiret sat i gang i 2020, men reelt må kvarterets beboere, foreninger og frivillige vente længe endnu. I politikere i Teknik- og Miljøudvalget besluttede på jeres seneste møde d. 29. april, at vi kan få lov til at fortsætte arbejdet med Kulbaneparken, som ellers blev sat i bero i hele 2019. Jeres beslutning betyder at:

• Planerne for 8-mandskunstgræsbanen kan detaljeres og gøres klar til udbud i 2019, men først anlægges i 2021

• Planerne for resten af parken med stiforbindelser, regnvandsbassin, resten af den bemandede legeplads, forureningshåndtering og beplantning kan detaljeres i 2020 og anlægges i 2021

Jeg er meget glad for, at Kulbaneparken sættes i gang igen. Men at fodboldbanen først kan anlægges i 2021, når den er klar til anlæg i 2020, er for mig, som helt almindelig beboer, uforståeligt.

Mit spørgsmål til jer er: Hvorfor kan vi ikke få lov til at anlægge fodboldbanen, når planerne er detaljeret? Kan det virkelig passe, at vi skal gøre projektet helt færdigt og så lægge det i skuffen i op til to år?

Jeg er ikke ekspert i anlæg, men min fornuft siger mig, at dette vil fordyre hele projektet væsentligt, da et hvert projekt skal tilrettes og genopstartes, når det har ligget i skuffen og samlet støv. Til gengæld er jeg ekspert i mit eget kvarter, både som beboer i 50 år og som aktiv frivillig i en lang række sammenhænge. Og min viden er, at tillid, engagement og håb i vores kvarter er skrøbelige størrelser.

Vi har kæmpet og stået sammen og levet med at få fjernet vores eneste fælles mødested, nemlig vores fodboldbaner, mens Banedanmark har bygget København – Ringstedbanen midt igennem vores kvarter. Vi har holdt håbet, tilliden og engagementet oppe indtil nu, fordi I har lovet os, at vi skulle få en park med de faciliteter, som kvarteret har så hårdt brug for.

For mange af de unge i vores udsatte byområde, uden et eneste fælles mødested, er det særligt fodboldbanen, der er vigtig. Både unge og voksne mangler noget at samles om, som kan give indhold i fritiden, give fællesskab, genopbygge vores lokale foreningsliv og sørge for, at vi i hvert fald har et enkelt sted at mødes.

Så kære politikere, vil I ikke nok opprioritere anlægget af 8-mands kunstgræsbanen i Kulbanekvarteret? Fodboldbanen bliver klar til udbud i år – vil I ikke nok sørge for, at den kan anlægges i 2020?

Hvad gør vi så, hvis fodboldbanen ikke når at blive færdig, inden Områdefornyelsen rykker ud af vores kvarter i 2021?

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

One Ping

  1. Pingback:

Skriv et svar

DAC fejrer fødselsdag med gratis entré, jazz og bobler

Ti år med genbrug: Tonsvis af tøj og sko støtter nødlidende