Hollænderhallen ved kommunalvalget i 2017. Arkivfoto: Michael Paldan
in ,

Ved dobbeltvalg får Dragør kun ét valgsted

2 x VALG. Hvis statsministeren udskriver folketingsvalget til samme dag som valget til Europaparlamentet 26. maj, bliver der kun et valgsted i Dragør Kommune, nemlig Hollænderhallen, på grund af manglende plads på Dragør Skole.

DRAGØR: Udskriver statsminister Lars Løkke Rasmussen folketingsvalg til samme dato som valget til Europaparlamentet, søndag 26. maj, kniber det med plads, sikkerhed og nødudgange på Dragør Skole.

De to valg skal nemlig holdes som to adskilte afstemninger med særskilte valgborde og stemmekasser og så vidt muligt med særskilte stemmerum og i adskilte lokaler.

AOV-flertallet i Dragørs byråd besluttede derfor torsdag, at der i tilfælde af dobbeltvalg kun bliver et afstemningssted i stedet for to, nemlig Hollænderhallen.

Konservative og Liste T mente, at et valgsted er for lidt og var ikke enige i, at valghandlingen ikke kan lade sig gøre på Dragør Skole.

»Det vil for det første give en lavere valgprocent, hvilket aldrig er godt, dernæst er det en ringere service for borgerne, dem som ikke har bil eller er mobile, at de skal fra den gamle by op i Hollænderhallen,« sagde Martin Wood Petersen (C) og foreslog at fastholde to valgsteder.

»Det kan godt være, det ikke er noget problem for os her i kommunalbestyrelsen at svinge os op på cyklen eller ind i bilen og køre op i Hollænderhallen og stemme, til og med kan vi gøre det på vej til eller fra arbejde, så det er smaddernemt. Men for borgerne er det en nedskæring til 50 procent af den oprindelige kapacitet, tidligere havde vi endda tre afstemningssteder, så det er en rigtig dårlig signalværdi,« sagde Ebbe Kyrø fra Liste T.

Men flertallet A,O og V holdt fast i et enkelt afstemningssted. Som en opblødning skal det undersøges, om der kan brevstemmes før valgdagen på Dragør Bibliotek på Vestgrønningen, så dårligt gående kan undgå turen til Hollænderhallen. Om der på valgdagen kan etableres shuttlebus fra Dragør Stationsplads til Hollænderhallen. Hvis det ikke er muligt, tilbyder partiet Venstre at hente og bringe dårligt gående borgere

Endelig vil man have bedre fokus på parkeringsforholdene ved Hollænderhallen og måske til lejligheden oprette flere handicappladser tæt på hallens indgang.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Genopstået svensk jazzband tørner ud i Krudttønden

Grænsekontrol i Nordhavn når skibene ankommer