Sabina Jagd Cvetanovski betrækker en stol med stof kreeret af William Morris i 1800-tallet. De spraglede stoffer har fået et comeback i de seneste år, fortæller Sabina. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Like 👍

Sabina giver møblerne en ansigtsløftning

HÅNDVÆRK. I oktober sprang Sabina Jagd Cvetanovski ud som selvstændig møbelpolstrer på Bryggen. »Der kommer mange lokale kunder – jeg tror, det lokale betyder mere for folk, end man umiddelbart skulle tro,« siger hun.

BRYGGEN: »Man starter med en træramme. Nederst er der gjorder spændt fast, så sidder der fjedre, som også er syet fast. Ovenover sidder der lærred. Så opbygger man det, der hedder en facon ovenpå. Hvis det er traditionelt, er det af vegetabiler eller blår, og så skal der yderligere et lærred ud over, og det skal sys fast.«

»Så skal man afsy kanten hele vejen rundt, for at den bliver fast og får form som et sæde. Så skal den pikeres, hedder det, så den bliver blød og fin. Det kan man man gøre med blår eller krølhår, som er hestehår, og til sidst putter man vat ovenpå. Alt det arbejde er der nok ikke så mange, der tænker over.«

Sabina Jagd Cvetanovski er selvstændig møbelpolstrer med værksted på Kigkurren 8R på Bryggen og fortæller om alt det, der skal ordnes, før et stolesæde eller en sofa får et smukt, nyt betræk på – den mere synlige del af møbelpolstrerens arbejde. (Artiklen fortsætter under fotoet)

Sabina har siddet ved en symaskine, siden hun var barn. Som seksårig syede hun en hat til sig selv, og det kreative gen blev siden hendes levevej som møbelpolstrer. Foto: Martin Sørensen

Hun blev færdiguddannet som møbelpolstrer i 2008 og fik så job hos Mette Palsteen på Østerbro. Så flyttede hun og familien til Canada, hvor hun også arbejdede som møbelpolstrer, og da familien vendte hjem til Danmark, fik hun job hos A.P. Møbelpostring på Frederiksberg, hvor hun også stod i lære.

Fandt den rette hylde

Sabina Jagd Cvetanovski har altid haft en stor interesse for historie og for at restaurere.

»Jeg ville gerne være konservator, så jeg prøvede at opsamle point, indtil jeg kom ind på den skole. Jeg tror, de optager 40 studerende hvert tredje år, så det er rigtig svært. Så har jeg arbejdet på et museum, hvor jeg arbejdede med istandsættelse af gamle møbler. Og så holdt det mig fast – så blev det lidt mere håndværket end den anden vej.«

»Jeg har heller ikke været den allerbedste til at gå i skole, så jeg tror, jeg havnede der, hvor jeg kunne være med, og hvor jeg også bruger hænderne – det synes jeg er spændende,« fortæller hun.

Efter et halvt år på Skive Tekniske Skole – i dag kan man også tage forløbet i København – skulle Sabina finde en læreplads.

»Og det var svært. Jeg tror, jeg var forbi alle møbelpolstrere i København, men så var jeg heldig lige at komme på det rigtige tidspunkt hos A.P. Møbelpolstring,« siger Sabina.

Socialt fællesskab

10 år efter hun blev udlært, sprang Sabina i oktober sidste år ud som selvstændig. Hun er en del af et værkstedfællesskab på Kigkurren.

»Det var svært at finde det rigtige sted til et værksted. Der er jo lige det med prisen – man kan få noget alle vegne, men at have et butikslokale, det koster jo simpelthen… Det er der jo ikke nogen, der kan starte op på. Så det at finde noget her i fællesskab med andre, det er klart at foretrække, for det sociale betyder også noget.«

»Jeg havde aldrig hørt om Kigkurren før, men det summer jo af mennesker og kreative sjæle. Og snedkeren inde ved siden af har jeg også haft flere opgaver for indtil videre – det har bare været en fed start. Så kan vi bruge hinanden lidt,« fortæller Sabina.

Stoffer og tapeter kreeret af William Morris i 1800-tallet er farvemættede og med en eksplosion af blomster, frugter, fugle og andre dyr. Foto: Hanne Bjørton

Hun bor med sin mand og tre børn på et, fire og seks år på Margretheholmen, og til den administrative del af at starte egen virksomhed har hun trukket på sin mand, der er uddannet revisor.

»Det har været en rigtig stor hjælp her i starten til at få det op at køre, og så kan jeg stille og roligt tage over. Så der er stor opbakning hjemmefra, og det skal der også til, når man har tre børn,« siger Sabina.

Det lokale betyder meget

Genbrug af møbler er blevet moderne, og det kan møbelpolstrerne også mærke.

»Ja, det synes jeg, men jeg kan også se, at nogen selv kaster sig ud i det. Og nogle gange kan noget se nemmere ud, end det måske er. Min gamle mester plejede at sige, at de bedste kunder er dem, der har prøvet selv først, og så er meget taknemmelige for, at møbelpolstreren overtager opgaven.«

Tidligere har Sabina arbejdet meget med klassiske ensfarvede eller stribede stoffer.

»Men der er også en retrobølge med stof. Der er nogle gamle stilarter som William Morris, som er kommet frem igen. Han startede hele den bevægelse i England, der hedder Arts and Crafts, og det er gammelt tryk fra 1800-tallet, som bliver genoptrykt i dag og bliver brugt rigtig meget.«

Siden åbningen for et halvt år siden har Sabina haft en del kunder fra nærområdet.

»Der er meget lokalt i øjeblikket, det er rigtig hyggeligt! Det er folk, der måske har gået i lang tid og tænkt over noget, de gerne vil have lavet. Og så har de opdaget, at der er kommet en møbelpolstrer her, og så får de gjort noget ved det. Jeg tror, det lokale betyder mere for folk, end man umiddelbart skulle tro. Både i komfort og hvor langt man gider at køre, men også fordi, man vil støtte dem, der er i nærheden.«

Læs mere på Sabinas hjemmeside www.msjc.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Babymesse i Øksnehallen

Tværfagligt arrangement: Klima og kor