Lise og Kristian med diplom og blomsterbuket flankeret af Ditte Holm fra Danske Bank, mediekonsulent Hanne Krogh og chefredaktør Jan Jeppesen fra Frederiksberg Bladet. Foto: Martin Sørensen.

Elsker 😍

Septimius-parrets paradis: Slowshopping i Smallegade

MÅNEDENS FREDERIKSBERGBUTIK. Studio Septimius Krogh i Smallegade er et visuelt univers og et must for dig, der leder efter ny inspiration til din bolig – enten i form af unika kunst, vintage eller et flot fotografi. Ægteparret Lise og Kristian Septimius Krogh står bag ‘Månedens Frederiksbergbutik’ for marts.

KÅRING: Lise og Kristian Septimius Krogh er vilde med fotografi og boligindretning. Deres passion har ført dem vidt omkring i både Danmark og udlandet, hvor de har set fantastiske boliger og mødt inspirerende mennesker. Nu har deres passion ført dem til Smallegade 38A, hvor parret for tre år siden åbnede butikken Studio Septimius Krogh. En butik, der, som parret selv beskriver den, er indrettet stort set som deres eget hjem, men med den forskel, at alting er til salg.

Og Frederiksberg-borgerne kvitterer for butikskonceptet – ja, faktisk i sådan en grad, at Lise og Kristian fik klart flest anbefalinger til kåringen som ’Månedens Frederiksbergbutik’ for marts. Prisen, der uddeles af Frederiksberg Bladet og Danske Bank, blev uddelt under et uanmeldt besøg i butikken:

»Jo, vi har kendskab til prisen, men det er da godt nok en stor overraskelse,« lød det spontant fra Lise og modtog et kærligt kram af Kristian.

Alt er håndplukket

Parret har været gift i 23 år, bor på Frederiksberg og er totalt opslugt af fotografier, design, kunst, vintage og boligindretning.

»Vi har været ude i hele verden, lavet indhold og reportager til udenlandske magasiner og fået skrevet syv bøger. Men nu prøver vi noget andet, tænkte vi, efter at have mødt så mange nye og søde mennesker. For hvorfor ikke prøve at sælge noget af det, vi har set, mødt og hentet hjem? Nu hænger Kristians fotografier på væggene, og det mikser vi så med nye møbler, kunst, vintage og unika ting. Kort sagt: Her er både nyt og gammelt til boligindretningen. Og alt er håndplukket,« fortæller Lise og afslører noget af hemmeligheden bag succesen:

»Det handler om personlig service. Man kan sige, at folk kan komme herned og opleve en form for slowshopping. Vi gør i hvert fald op med den hurtige handel på nettet. Kunderne skal føle, at de kan finde noget specielt i butikken. Derfor bruger jeg min Instagram-profil dels til at sælge ting, men også til at lokke folk op fra sofaen.«

Oldefar fra Island

Kristian forklarer, at det originale – kvaliteten – er blevet en efterspurgt vare:

»I min metier er jeg en del af det digitale univers, hvor alt bare flyver rundt over internettet. Det er totalt uoverskueligt. Jeg ser aldrig mine billeder mere. Så jeg rumlede med tanken om at blive mere analog. Jeg er simpelthen søgt tilbage til det originale – det fysiske billede. Og der er virkelig kunder til det,« understreger han.

Efternavnet Septimius stammer fra Island. Kristians oldefar var en prominent personlighed og direktør for det islandske nationalmuseum og med til at designe til islandske flag.

»Oldefar var den syvende søn. Og det betyder septimius på islandsk. Og Krogh er min fars efternavn,« fortæller Kristian.

Tid til tips og tricks

Både Lise og Kristian har mange jern i ilden – 24/7 – men virker rolige med udsigten til endnu en hektisk arbejdsdag. Og der er altid tid og plads til en borgere, der gerne vil forbi butikken og have lidt tips og tricks til indretning af hjemmet, udsmyknig af væggene eller har brug for hjælp til styling og fotografering af sommerhuset – det hele serveret i et overdådigt miks af cocktailshakere, champagneskåle- og kølere, keramik, designerpynt, møbler og håndlavede italienske designede smykker.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Herre på eget forlag

Kødbyen. Arkivfoto: René Mølskov

RoofTop: Udstilling på 12 meter lysskilt