"Vi vil gerne støtte medborgerskabet og borgernes deltagelse i byens liv. Det er en forudsætning for at bevare og udvikle vores lokalsamfund," mener Martin Dahl og opfordrer folk til at byde ind med indlæg og holdninger her på på det nye online-debatforum. Foto: Martin Sørensen.

Frederiksberg Fonden vil puste nyt liv i debatkulturen

Medborgerskab: Frederiksberg Fonden vil gerne engagere byens beboere til at være aktive medborgere gennem konstruktiv og reflekteret online-debat. Lykkes det, vil fonden tage stilling til at donere penge til en langsigtet løsning.

Af Dorthe Oxgren

Civiliseret debat:  En vigtig del af et demokrati er det frie ord, og at vi som borgere kan give vores mening til kende. Men i en tid, hvor mediebilledet er præget af avisernes stadigt faldende oplagstal, hurtige og til tider hadske meningsytringer på de sociale medier og såkaldte influencers eller digitale superstjerner, ønsker Frederiksberg Fonden at støtte udviklingen af en civiliseret og konstruktiv debat på Frederiksberg. Et sted hvor byens borgere kan mødes og udveksle meninger og holdninger om udviklingen af lokalsamfundet, om de problemstillinger, der rører sig i den civile del af vores liv, den del der ikke er skattefinansieret eller kommerciel. Det vil sige den del af vores liv, vi deler med andre, på gaden, i foreningerne, og den måde vi omgås hinanden.

Vi vil gerne være med til at styrke medborgerskab og borgernes deltagelse i byens liv, for det er et vigtigt led i at udvikle den lokale medindflydelse…

Derfor har Frederiksberg Fonden sammen med professor Anker Brink Lund, der er leder af CBS Center for Civilsamfundsstudier, og Frederiksberg Bladet indgået et samarbejde om at undersøge, hvorvidt det er muligt at få et online-debatforum, ’Civil-debatten Frederiksberg’, op at stå. Et debatforum for den reflekterede og konstruktive debat om det civile Frederiksberg.

Borgerne må træde til

”Frederiksberg Fonden vil gerne bakke op om medborgerskabet. Det er et af de tre områder, vi støtter, og også det område, vi får færrest ansøgninger til. Men vi vil gerne være med til at styrke medborgerskab og borgernes deltagelse i byens liv, for det er et vigtigt led i at udvikle den lokale medindflydelse, og det samme er medierne. Men de er trængte. Tidligere havde vi på Frederiksberg to lokalaviser, nu har vi en, og stofmængden er blevet mindre, og det samme er antallet af journalister, der skal dække de mange stofområder. Medierne har derfor vanskeligt ved at udfylde behovet for borgerdebat, derfor må borgerne selv træde til og gøre det. Så vi synes, det kunne være spændende at se, om vi sammen med Frederiksbergs borgere kan få etableret en debatkultur, hvor vi på en konstruktiv og imødekommende måde kan debattere med hinanden, også med dem, man er uenige med,” siger Martin Dahl og understreger, at det i første omgang handler om at undersøge i hvilket omfang, et sådant debatforum, er levedygtigt.

”Vi starter med tre-fire måneder i laboratoriet, og hvis det viser sig at være bæredygtigt, så vil vi beslutte, om vi skal bidrage med midler til at drive det i en periode på f.eks. to til tre år

Tid i laboratoriet

Frederiksberg Fonden er gået med i udviklingsfasen, mens vi afprøver om, det er muligt at finde en form og en ramme for debatten, som Frederiksbergs borger har lyst til at gøre til deres.

”Vi starter med tre-fire måneder i laboratoriet, og hvis det viser sig at være bæredygtigt, så vil vi beslutte, om vi skal bidrage med midler til at drive det i en periode på f.eks. to til tre år,” lyder det fra Frederiksberg Fondens direktør, der håber, borgerne vil bakke initiativet op og bidrage til at byen får en levende og konstruktiv debat.

Martin Dahl er især inspireret af mediebilledet i Norge, hvor de dels har betydeligt flere ugeaviser til rådighed, men også en anden kultur, hvad angår finansiering af journalistik.

”I Norge hæger de om den frie presse og den frie og åbne formidling og debat. Den skal man værne om, kæmpe for og investere i. Nordmændene er også klar til at betale for det, både den enkelte mediebruger, ligesom der i Norge findes flere eksempler på fonde, der går ind og støtter massivt for, at der er råd til at lave kvalitetsjournalistik. Sådan er det ikke i Danmark, hvor man har vænnet mediebrugere til, at de kan få mange ting gratis. Det betyder, at folk ikke længere er vant til at betale for nyhederne. Og det er ærgerligt, for det er en vigtig søjle i vores samfund,” understreger Martin Dahl.

Læs mere om baggrunden for Civildebatten Frederiksberg https://minby.dk/2019/04/29/117232/fra-hoejtraabning-til-civildebat/

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Fra højtråbning til civildebat

Verdens mindste restaurant åbner på Frederiksberg i dag