Rikke Rottenstein, museuminspektør på Alhambra Museet- for Humor og Satire på Allégade, skriver om kunsten at opføre sig høfligt bl.a. i kulturlivet. Foto: Martin Sørensen
in

Kunsten at være til stede

Rikke Rottensten er Museumsinspektør for
Alhambra – museet for humor og satire,
Frederiksbergmuseerne.

Den første gang en ung mand rejste sig for mig i bussen – og i tilgift tiltalte mig med et De – var ikke en dag, hvor jeg på nogen måde satte pris på høflighed og god opdragelse. Tværtimod. Bag det blege smil og mit forsikrende “Nej tak” til tilbuddet, snurrede der kun et: ”Ligner jeg virkelig én, der er så gammel, at jeg har brug for et sæde i bussen?!”

Høflighed, hensyn, dannelse er faktisk en svær ting. I dag. For fordi vi er blevet så uvante med den lille gestus i hverdagen som en dør der bliver holdt, et sæde, der bliver ledigt eller bare at man gider rejse sig fra sin plads, når andre skal ind på rækken i et teater, at man næsten – som jeg den dag i bussen –tager det som en personlig fornærmelse, når nogen udviser sådan en gestus.

Når man taler og diskuterer omgangsformer i dag, handler det dog ikke så meget om, hvem der holder døren for hvem, som det handler om den uhellige treeenighed: Bruger – Smartphone – Omverden.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg hører til den vist nok sjældne race, der fornøjet og skamløst har lyttet med, når folk skændtes med kæresten eller diskuterede dates med veninden i deres mobilen i et tog eller bussen. Hvornår får man ellers så unikt og autentisk et indblik i andres liv?

Jeg skal gerne indrømme, at jeg hører til den vist nok sjældne race, der fornøjet og skamløst har lyttet med, når folk skændtes med kæresten eller diskuterede dates med veninden i deres mobilen i et tog eller bussen. Hvornår får man ellers så unikt og autentisk et indblik i andres liv?

Men brugen af smartphonen i det offentlige rum er til konstant debat. Vores grænser er forskellige, og der er mange at tage hensyn til. Så det er ikke så ligetil med god og dårlig opførsel på det område.

I et af de offentlige rum, hvor der altid har været meget klare, men også helt uskrevne regler for ens adfærd, er til live kultur. Det har været godt for dem, der stod på scenen og for publikum. Men har selvfølgelig været en hurdle for ikke-kulturvante at skulle navigere rundt i. For uskrevne regler er netop karakteriserede ved at skulle afkodes, eller få dem fortalt af andre.

Og når regler er uskrevne, hvem siger så også de overhovedet findes? Eller at de skal følges?

På West End og Broadway har brugen af telefoner i teatersalen skabt en del debat. I et tilfælde fik det endda sit eget hashtag: #biancagate. Det dækkede over stjernen Bianca Jaggers vedholdende brug af sit mobilkamera under en Robert Wilson forestilling. Trods andre publikummers gentagne henvendelser om at stoppe med at holde kameraet oppe, og forstyrre alle med skærmlyset, fortsatte Ms Jagger ufortrødent.

Siden er sammenstødene især kommet mellem et ikke-klassisk teaterpublikum og det publikum, som er opdraget til at lægge deres telefon og andet fra sig, når de træder ind til en liveoplevelse som en teaterforestilling. Mest voldsomt var mødet i to Shakespeare forestillinger, hvor superstjernerne fra ”Sherlock”-serien, Benedict Cumberbatch og Martin Freeman, var på scenen. De tiltrak et helt nyt publikum, og med dem en adfærd, som måske ikke så meget handlede om at suge alt ud af Shakespeares ord, som om at vise alle andre, at man var blandt de privilegerede, der havde fået en billet.

Siden er sammenstødene især kommet mellem et ikke-klassisk teaterpublikum og det publikum, som er opdraget til at lægge deres telefon og andet fra sig, når de træder ind til en live oplevelse som en teaterforestilling.

Det greb så meget om sig, at Benedict Cumberbatch efter kun en uges spilletid valgte at tale direkte til publikum i scenedøren efter en forestilling. Her bad han dem om at videreformidle til alle, at som skuespiller var det døden for ens arbejde at se det røde lys fra kameraer og telefoner springe rundt nede i salen. Det forstyrrede ham og hans medspillere ekstremt. Han ønskede med sin optræden i ”Hamlet” at give folk ”en live oplevelse, som de gemmer i deres hjerner og hjerter, uanset om den er god, dårlig eller anderledes, fremfor i deres telefoner”.

Det var muligvis ikke nok. Men det var et klart signal fra en stor stemme med kolossal rækkevidde om, at der er forskel på live oplevelser, og på at sidde privat med sin telefon. I det offentlige rum skal man tænke på andre, og andre er her, dem man er sammen med, og ikke ens følgere på Twitter, Instagram eller Facebook.

I Danmark har vi i teatret ikke været så plaget af mobiltelefoner i teatersalen under forestillingen. Dels har vi helt fra næsten tidernes morgen, inden forestillingen bedt folk slukke deres telefoner, dels bliver det bemærket meget hurtigt i en teatersal, når det sker.

Men modsat det, voksne måske har en tendens til at tro og mene, er det nærmest aldrig unge teatergængere, der tager deres mobil frem i en teatersal. De er helt klar på at lægge deres devices væk i en teatersal og være til stede.

Men modsat det, voksne måske har en tendens til at tro og mene, er det nærmest aldrig unge teatergængere, der tager deres mobil frem i en teatersal. De er helt klar på at lægge deres devices væk i en teatersal og være til stede.

Det kniber noget mere for dem over 40. Det er typisk dem, der sniger mobilen op for at tjekke først uret – for jo, som regel er det fordi de ikke kan koncentrere sig om forestillingen. Så glider de umærkeligt hen på SMS’erne: Har mormor skrevet en besked fra babysitningen, der skal svares på? Man kunne måske selv lige skrive og høre, hvordan det går… pling! Så er det gjort. Mon hun svarer snart? Jeg tjekker lige…

Bagved sidder vi andre og er nu blevet distraheret. Koncentrationen er blevet brudt. Og modsat min guilty pleasure i at lytte til de ofte intense telefonsamtaler i det offentlige rum, er det kun irriterende at blive distraheret af en andens skærm i en mørk teatersal. Især når man kan se, at det ikke handler om noget vigtigt.

Hvis du keder dig så meget, så gør os andre den tjeneste at gå i pausen. Det er afgjort det mest høflige ikke kun overfor os andre på rækkerne, men især overfor de der står oppe på scenen, og som godt kan se det flimrende lysskær fra din mobil.

Det er ikke kun det, der sker på scenen, der er en kunst. Det er det faktisk også at turde at være til stede. Her og nu i en oplevelse, der ikke kommer igen. Uanset om den er god, dårlig eller bare anderledes, som Benedict Cumberbatch sagde.


SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Høflighed og respekt skal trænes

Ad libitum. Restaurant holder flæskefestival i weekenden