Deltagerne ved borgermødet i torsdags fik grønne kviste med indenfor af Amager Fælleds Venner. Privatfoto

Ked 😭 Like 👍

Protest mod byggeri: Grønne grene i vejret for Amager Fælled

FÆLLEDBYGGERI. Amager Fælleds Venner markerede med grønne kviste en protest mod byggeri på Amager Fælled ved By og Havns borgermøde i torsdags på Ørestad Skole.

ØRESTAD: Udviklingsselskabet By og Havn holdt i torsdags borgermøde om boligbyggeri på det tidligere campingareal på Amager Fælled.

Uden for Ørestad Skole, hvor borgermødet blev holdt, udstyrede Amager Fælleds Venner deltagerne med friske grønne kviste.

»Vi ville gerne fortælle dem, der kom til mødet, at vi synes ikke, der skal bygges på Amager Fælled, og at den sag ikke er afgjort. Folketingets affredning af arealet er ikke en byggetilladelse – før der kan bygges, skal der laves en lokalplan,« siger Knud Erik Hansen, talsmand for Amager Fælleds Venner og Danmarks Naturfredningsforening.

»Vi gav de grønne kviste til folk på vej ind. Og når der blev sagt noget godt på mødet, så rejste de grønne grene sig i salen,« fortæller han.

Nervøs for biodiversiteten

I 2017 lykkedes det via massiv folkelig modstand, lige før kommunalvalget at vende flertallet for et boligbyggeri på den tidligere strandeng syd for Grønjordssøen til et mindretal.

I september 2018 besluttede et flertal i Københavns Borgerrepræsentation, at der i stedet skal bygges boliger på det tidligere campingareal, ved Stejlepladsen i Sydhavn, bygges erhvervsbyggeri ved Selinevej samt byfortættes i Ørestad for at godtgøre den indtjening, By og Havn går glip af, efter byggeriet på den gamle strandeng blev aflyst.

Amager Fælleds Venner mener, at det kommende byggeri udgør en trussel for fælledens biodiversitet.

»Man påstår, at man vil sikre biodiversiteten, men hvordan kan man snakke om at sikre biodiversitet, når man plastrer fælleden til med beton og lader 4.000 mennesker flytte ind der,« siger Knud Erik Hansen.

Amager Fælleds Venner er også skeptiske overfor, at der skal etableres en asfalteret sti med gadelygter på fælleden fra byggeriet og hen mod metroen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

”Det er helt vildt, hvad vi kan sammen”

Klar på en historisk gåde? Nyt spil tager dig rundt i Københavns afkroge